Gå til hovedindhold
Klima- & Miljøforhold
Dansk Fjernvarme

Rekordmange ordførere til Energi på Toppen

De mange politiske ordførere er lokket til Energi På Toppen for at diskutere, hvordan Danmarks nye klimamål for 2035 skal tage sig ud. Energi På Toppen bliver afholdt den 17. september.

11. sep. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Når Dansk Fjernvarme inviterer til efterårets første energipolitiske topmøde “Energi på Toppen”, bliver det med usædvanligt tung politisk opbakning.

    Hele fem klima-, energi- og forsyningsordførere fra Folketingets partier er klar til at diskutere, hvordan Danmarks klimamål skal se ud i 2035. Et mål, der skal forhandles inden årets udgang.

    - Det siger noget om at det her er noget, der optager Folketingets partier. Og det er glædeligt at klima- og energipolitikken er højt på dagsordenen. Forhåbentlig har de høje, men realistiske ambitioner for de kommende forhandlinger, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, der er moderator på dagen.

    Fem ordførere deltager

    Søren Egge Rasmussen (Enhedslisten), Jesper Petersen (Socialdemokratiet), Mads Fuglede (Danmarksdemokraterne), Frederik Bloch Münster (Det Konservative Folkeparti) og Torsten Gejl (Alternativet).

    Kim Mortensen håber, at gasudfasning i rumopvarmningen og rammerne for CO2-fangst i Danmark er nogle af de emner, der er øverst på listen. Her kan fjernvarmen i høj grad spille en rolle.

    - Fjernvarmen er ikke bare en del af løsningen – den er fundamentet under den grønne varmeforsyning, og kan bidrage med mange løsninger i hele energisystemet. Derfor er det afgørende, at vi også er med til at forme de politiske pejlemærker frem mod 2035, fortsætter Kim Mortensen

    Nyt mål – ny virkelighed?

    Med 2030 som det nuværende officielle målår, har regeringen og Folketinget de seneste år arbejdet på at sikre en 70 procents reduktion i drivhusgasser. Men hvad sker der derefter? Skal ambitionsniveauet fortsætte i samme takt, eller skal kursen og delmålene ændres frem mod 2050?

    Det er netop det spørgsmål, ordførerne får på bordet til topmødet. Hvor skal snittet være, hvem bliver det dyrt for, og hvordan kan energisektoren bidrage positivt til klimamålene?

    Konferencens politiske debat står ikke alene. Den indrammes af oplæg fra aktører som tænketankene Concito, CEPOS og Kraka Advisory, der lægger op til debat med forskellige bud på vejen frem mod 2035.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...