Skive Fjernvarme sender penge tilbage til kunder
Skive Fjernvarme årsregnskab viser, at selskabet konverterede massivt i 2024, og at mange kunder får penge retur.
![](/media/lusbrwgo/skive-fjernvarme-ny-central-foto-tage-meltofte.jpg?width=800&height=530&v=1db7bd1c4a6ab00)
Den nye central hos Skive Fjernvarme. Foto: Tage Meltofte.
For Skive Fjernvarme har varmeåret 2024 været kendetegnet ved, at der har været færre graddage end forventet. Derfor er der i 2024 realiseret et mindre varmesalg på 138.708 MWh mod budgetteret 155.863 MWh.
Det mindre varmesalg betyder, at der netto skal sendes 14,4 millioner kroner tilbage til Skive Fjernvarmes kunder, hvilket sker som modregning i første rate, som fjernvarmeselskabet opkræver i februar.
At der skal sendes penge tilbage til fjernvarmekunderne, er hverken første eller sidste gang, fortæller Skive Fjernvarmes direktør, Tage Meltofte.
- Vi havde forventet, at varmeåret var koldere. Men der har været færre graddage end forventet, derfor sender vi pengene retur. Omvendt er der også kunder, der har brugt mere end forventet, og de vil blive opkrævet flere penge.
Den variable varmepris forsætter uændret på 935 kr./MWh i 2025 og de faste bidrag ligeså. Den samlede pris på et standardhus på 130 m2 og et varmeforbrug på 18,1 MWh vil i 2025 blive 21.124 kroner inklusiv moms.
Skive Fjernvarme har, som så mange andre fjernvarmeselskaber, oplevet at blive udfordret efter, at Rusland gik krig imod Ukraine, da krigen har medført højere priser på træpiller.
- Træpiller er vores primære brændsel, og de højere priser medførte en stor underdækning i 2023, uddyber Skive Fjernvarmes direktør.
På trods af de stigende priser på træpiller de seneste par år har Skive Fjernvarme i 2024 også fortsat deres massive udvidelse af fjernvarmenettet i Skive Kommune. Selskabet har siden begyndelsen af 2022 konverteret 2156 kunder til fjernvarme fra naturgas og olie.
- Konverteringsprojekterne er gået over al forventning, vi kobler fortsat nye kunder til fjernvarmenettet, og vi er konkurrencedygtige i forhold til alternative opvarmningsformer, fortæller Tage Meltofte.
En anden årsag til at Skive Fjernvarmes priser også er steget over de seneste år er på grund af den uro, der har været på energimarkedet de seneste par år.
- Vi er som selskab ramt af de høje priser på træpiller kombineret med lavere elpriser, hvilket har bevirket at det har været dyrere at producere fjernvarme for os, dermed bliver det også dyrere at være fjernvarmekunde.
Flisecentral udfordret
I 2024 har en ny flisecentral på Katkjærvej også været under indkøring. Den nye flisecentral har ”kun” dækket 25 procent af varmeproduktionen mod forventet 56 procent. Det er der en logisk forklaring på fortæller Skive Fjernvarmes direktør.
- Afleveringen af flisecentralen fra leverandøren blev ikke udført som forventet inden udgangen af fyringssæsonen. Desuden har leverandøren over en længere periode udført flere optimeringer. Men vi ser nu frem til at modtage det højeffektive og robuste varmeproduktionsanlæg her i første kvartal, siger Tage Meltofte.
Da varmeproduktionen på den nye central er væsentligt billigere end på de øvrige centraler, forventer Skive Fjernvarme, at de først ser den fulde effekt i det kommende år, og at de lavere priser først slår igennem i 2026.
Skive Fjernvarme kommer ud med en overdækning for året på 2,3 millioner kroner, hvilket fratrukket sidste års underdækning samlet giver en underdækning på 35,5 millioner kroner, som vil blive indregnet i kommende års priser.
Med et netop afsluttet 2024 årsregnskab, ser Skive Fjernvarmes direktør tilbage på et år, hvor varmeåret har været kendetegnet ved færre graddage end forventet og udefrakommende udfordringer, men med en variabel varmepris, som forsætter uændret.
- Det ser jeg som en positiv retning, samtidig med at vi nedbringer vores underdækning.
Skriv kommentar