Gå til hovedindhold
Varmekilder
Medlemmer
Klima- & Miljøforhold

Slagelse og Sorø vælger ARGO til restaffald

Det fælleskommunale selskab, ARGO, har nu også sikret sig håndteringen af restaffald fra både Slagelse og Sorø Kommune.

27. feb. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Konkurrencen om kommunernes affaldsopgaver intensiveres nu i takt med, at restaffald løbende konkurrenceudsættes. ARGO har netop sikret sig håndteringen af restaffald fra både Sorø og Slagelse Kommune.

    Det er, fremgår det af en pressemeddelelse fra det fælleskommunale affaldsselskab, en væsentlig milepæl, der styrker selskabets position som en konkurrencedygtig aktør i affalds- og energisektoren.

    - Når Sorø og Slagelse vælger ARGO som samarbejdspartner, bekræfter det, at vores løsninger står stærkt i et marked, hvor kvalitet, effektivitet og ansvarlighed er afgørende, siger ARGOs direktør Trine Lindegaard Holmberg, i en kommentar.

    Ifølge ARGO omfatter aftalen håndtering af 16.146 ton restaffald årligt fra de to kommuner. Affaldet fra de to kommuner vil fremover blive omdannet til el og fjernvarme på ARGOs kraftvarmeværk i Roskilde, som forsyner tusindvis af østsjællandske hjem.

    ARGO fastholder samtidig samarbejdet med seks ejerkommuner

    ARGO fortsætter samtidig sit mangeårige samarbejde med foreløbig seks af selskabets ni ejerkommuner: Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred, Roskilde og Stevns. Her håndterer ARGO årligt 39.000 ton restaffald.

    Forlængelsen af den aftale er indgået på baggrund af et frit udbud, hvor kommunerne har valgt ARGO som samarbejdspartner.

    - Vi er glade for, at vores ejerkommuner fortsat vælger ARGO til at løfte denne opgave, siger Trine Lindegaard Holmberg.

    - Det viser, at vores tilgang til affaldshåndtering både matcher kommunernes behov og understøtter deres grønne ambitioner. Vi ser frem til at bygge videre på det gode samarbejde og levere løsninger, der skaber værdi for både vores miljø og samfund.

    ARGO forbereder sig nu på kommende udbud blandt andet i selskabets tre resterende ejerkommuner Greve, Køge og Solrød Kommune.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...