Gå til hovedindhold
Affaldsenergi
Medlemskommunikation
Energiforbrug

”Sommermånederne går med eftersyn af vores forbrændingsovn”

Vestforbrænding bruger årligt sommermånederne til at vedligeholdelse af anlægget, så det kan levere den mængde energi, kunderne efterspørger, når kulden igen rammer.

5. aug. 2025
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

En del af vedligeholdelsesarbejdet er at udskifte forbrændingsriste, som er det arbejde, man kan se ske på billedet. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Det er sommer og kalenderen fortæller affaldsenergiselskabet, Vestforbrænding, at det er tid til lave revision.

    -  Vi har en 11 måneders drift, og det er oftest om sommeren, at vi sætter fire uger af til at lave revision, fortæller Peter Bech Haupt, der er produktionschef hos Vestforbrænding.

    I år er det vedligeholdelse, der er på programmet.

    - Sommermånederne går med at finpudse anlæggets forbrændingsovn, uddyber produktionschefen.

    I 17 år har Peter Bech Haupt haft sin daglige gang hos Vestforbrænding, hvor han beskæftiger sig med en lang række af opgaver inden for drift og produktion af Vestforbrændings anlæg.

    Affaldsenergiselskabet planlægger altid et år i forvejen, hvilke dele af anlægget der næste gang står for skud og skal gennemgå revision. Derved har Vestforbrænding en strategi og et overblik over, hvilke områder af anlægget senest har gennem fået eftersyn, og hvilket der næste gang skal gennemgås.

    Denne sommer bruger Vestforbrænding sommermånederne til at vedligeholde affaldsenergianlæggets forbrændingsovn, da Dansk Fjernvarme besøger affaldsenergianlægget i Glostrup.

    Vestforbrænding forventer, at vedligeholdelse af hele anlægget i Glostrup vil vare til og med den første september. Foto: Jesper Voldgaard.

    Vestforbrænding laver vedligeholdelse af anlæggets ovn om sommeren, fordi de ikke skal bruge den om sommeren, eftersom forbrugerens varmebehov om sommeren er minimalt, så der er et begrænset behov for at producere varme.

    Arbejdet med at vedligeholde indebærer at rengøre og vedligeholde forbrændingsovnen indvendigt og at udskifte store dele af de overflader, hvor varmen fra ovnen overføres til vand og bliver til damp, som så bliver til el og fjernvarme.

    Holder tidsplanen

    Tidsplanen for vedligeholdelse af den første ud af to forbrændingsovne, der er under revision, holder. Vestforbrænding forventer at være helt færdige med deres revision af ovnen i august.

    I gennemsnit er der 50 eksterne personer, som er hyret ind til arbejde på vedligeholdelse. Det er fortrinsvis smede, der udgør de medarbejdere, men der er også specialister involveret.

    Udover at forbrugerens efterspørgsel på varme er minimal om sommeren, er der også en anden årsag til, at revisionen ligger om sommeren.

    - Vi er nødt til løbende at rengøre og vedligeholde forbrændingsovnen indvendig og sikre os, at ovnen er klar til at kunne levere den energi, forbrugeren igen efterspørger til efteråret og i vinterhalvåret, uddyber Peter Bech Haupt og tilføjer:

    - Om sommeren kan vi nå at rette tingene til, så vi kan køre på affaldsvarme for spidslast, som primært er gas.

    Det mærkeligste, Vestforbrændings produktionschef, Peter Bech Haupt har fundet, der stoppede anlæggets ovnskakt var et trucktårn. Dog ikke det, man ser på billedet. Dengang tog det flere timer og forskelligt udstyr at få trucktårnet skåret fri. Foto: Jesper Voldgaard.

    Det er produktionschefens pointe, at der er stor forskel prisen på varme alt efter, om varmekilden er affald eller gas. Ifølge Peter Bech Haupt koster 1 MW gas cirka 800 kroner, mens 1 MW affaldsenergi koster cirka 300 kroner. Det er derfor vigtigt for Vestforbrænding at være på forkant og sikre, at anlæggene kan køre som de skal, når temperaturen falder.

    Det er også produktionschefens pointe at have fremtidsbrillerne på, mens revisionen er i gang.

    - Vi skal være på forkant og investere i fremtidens energiproduktion for at kunne levere det bedste produkt til prisen, fortæller Peter Bech Haupt og uddyber:

    - Det varsler vi forbrugeren om, at vi laver denne investering og involverer eksterne leverandører.

    Det er produktionschefens pointe, at hvis ikke Vestforbrænding løbende udskifter sliddele, kan affaldsenergianlægget risikere, at anlæggets ovne pludseligt havarerer, og det vil kunne skabe forstyrrelser og problemer i produktionen.

    - Det affald, vi anvender, det er nøje planlagt, hvornår det skal bruges. Hvis vi ikke kan håndtere affaldet, fordi anlægget stopper, så skal det affald enten på lageret eller omplaceres, det er en økonomisk konsekvens, vi ikke er interesseret i, uddyber produktionschefen.

    Vestforbrændings affaldsenergianlæg i Glostrup har en kapacitet på 1.800 tons affald i døgnet. Anlægget servicerer cirka en million borgere i Hovedstadsområdet. Foto: Jesper Voldggard.

    Det er for at undgå uventede økonomiske udgifter, at Vestforbrænding foretager deres årlige revision. Når affaldsenergianlægget er igennem deres vedligeholdelse af forbrændingsovnene indvendigt, kan der nu gå en længere periode, før Vestforbrænding igen kigger ovnene igennem i det samme omfang som er tilfældet i år.

    Naboerne følger med

    Vestforbrændings affaldsenergianlæg i Glostrup har flere kolonihaver som naboer, selvom affaldsenergiselskabet altid melder ud på forkant, at de foretager planlagt vedligeholdelse, kan deres arbejde skabe gener for de naboer i form af støj, lugt og øget trafik.

    Derfor afholder Vestbrænding også løbende informationsmøder om, hvad affaldsenergiselskabet går og arbejder på netop nu. Det er også et møde, hvor naboerne har mulighed for stille deres egne spørgsmål til Peter Bech Haupt. Til det seneste informationsmøde omkring Vestforbrænding deltog op til 40 naboer, som fik mulighed for både at høre om revisionsarbejdet og at komme med ind i ovnen.

    Peter Bech Haupt lægger ikke skjul på, at det gode samarbejde med naboerne er vigtigt for Vestforbrænding at værne om.

    - Vi varsler cirka tre uger på forkant, det betyder, at naboerne har mulighed for at planlægge at være andetsteds, inden arbejdet går i gang. Det er vigtigt for os at have et godt samarbejde med naboerne.

    Peter Bech Haupt har bemærket, at der er sket en stigning i antallet af lattergasflasker, som har fundet vej til restaffaldet. Det hænder også, at produktionschefen også finder håndvægte. De hører ikke til i restaffald, men skal smides i metal. Foto: Jesper Voldgaard.

    Udover at invitere til informationsmøder, sørger Vestforbrænding for at sætte nogle
    støjvægge op omkring de maskiner, som de ved brummer i løbet af natten. Det har affaldsenergiselskabet gjort for at skærme naboerne imod støjen.

    Det er produktionschefens overordnede oplevelse, at naboerne primært deltager i affaldsenergiselskabets informationsmøder, fordi de er interesseret i at høre om, hvad Vestforbrænding går og arbejder på. 

    -  Naboerne deltager ikke i vores møder, fordi vores arbejde skaber øget luftgener, de deltager i vores møder, fordi de er nysgerrige og fascineret, fortæller produktionschefen og tilføjer:

    -  De vil høre, hvordan vi vedligeholder vores affaldsanlæg, det er fedt, at de interesserer sig for vores arbejde.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...