Gå til hovedindhold
Cybersikkerhed & Beredskab
Dansk Fjernvarme

Styrelse indfører generelt forbud mod droner

Fra og med i dag, mandag den 29. september, og frem til og med fredag den 3. oktober er der et nationalt gældende forbud mod droneflyvning i Danmark. Der kan dog søges dispensation.

29. sep. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    De seneste dages mange ulovlige droneoverflyvninger i Danmark har nu ført til, at Trafikstyrelsen har udstedt et generelt, men midlertidigt forbud mod droneflyvning i hele Danmark. Forbuddet er trådt i kraft i dag og gælder frem til og med fredag den 3. oktober.

    Droneforbuddet gælder i henhold til den nye ”Bekendtgørelse om forbud mod civile droneflyvninger”, der omfatter al droneflyvning både fritidsdroneflyvninger og erhvervsdroneflyvninger. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Trafikstyrelsen.

    Det fremgår videre, at droneoperatører i særlige tilfælde vil kunne søge om dispensation til uopsættelige og samfundsvigtige droneflyvninger. Ansøgninger kan indsendes frem til fredag den 3. oktober.

    - Der bliver lagt vægt på, at der både skal være tale om uopsættelige og samfundsvigtige droneoperationer, før der vil kunne gives dispensation til droneoperationer under flyveforbuddet. Vi sørger for at hastebehandle ansøgninger, hvor Rigspolitiet og de sektoransvarlige myndigheder, inden for fx sundhedsområdet, miljøområdet eller energiområdet, vurderer om kriterierne er opfyldt. Herefter træffer Transportministeren afgørelse, udtaler vicedirektør i Trafikstyrelsen, Lars Korsholm.

    I disse særlige tilfælde vil droneoperatørerne fra søndag den 28. september 2025 og frem til fredag den 3. oktober kunne indsende en dispensationsansøgning til Trafikstyrelsen alle dage frem til fredag den 3. oktober.

    Sektorberedskabsniveau går til ORANGE

    Energistyrelsen har samtidig meddelt hele energisektoren, at man hæver sektorberedskabsniveauet til ORANGE. Ændringer fra GUL til ORANGE er sket med virkning fra den 26. september, fremgår det af en meddelelse fra Energistyrelsen.

    Det fremgår af meddelelsen, at alle fjernvarmeselskaber skal have modtaget besked om ændringer sektorberedskabsniveauet. Sektorberedskabsplanen findes på Energistyrelsens lukkede side med vejledning.

    Samtidig bliver det fremhævet, at fjernvarmeselskaber som følge af beredskabsændringer snarest muligt skal kvittere for modtagelsen af denne mail, og at selskaberne senest mandag den 29. september kl. 16.00 skal meddele Energistyrelsen, at de fornødne foranstaltninger er iværksat.

    Oplever man hændelser på fjernvarmeværket, findes der ligeledes vejledning om indberetning af hændelser på Energistyrelsens lukkede beredskabsside. Ved tvivlsspørgsmål kan man skrive til beredskab@ens.dk.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...