Tårnby fortsætter udrulning af fjernvarme
I Tårnby Kommune er fjernvarmeudrulningen stadig undervejs og fortsætter i de projektgodkendte områder, selv om Dragør Kommune formentlig dropper deres projekt.

Der blev taget mange ting i brug for at overbevise borgerne i Dragør om at skifte til fjernvarme - som her en cyklende ambassadør - men det ser ud til, at fjernvarmeudrulningen alene kommer til at ske i Tårnby Kommune. Foto: Jesper Voldgaard.
Tårnby og Dragør kommuner har kørt parløb på udrulningen af fjernvarme. Men selv om Dragør Kommune nu formentlig trækker sig og dropper deres udrulning, så fortsætter man i Tårnby Kommune.
- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at tilslutningen til fjernvarme ikke har været tilstrækkelig stor i Dragør Kommune, og at man nu vælger at trække sig helt fra projektet. Jeg ser dog stadig en udbygning af fjernvarmenetværket som den rette og grønne vej frem for Tårnby Kommune, udtaler borgmester Allan S. Hansen i en pressemeddelelse.
Tårnby Kommune understreger i pressemeddelelsen, at de to fjernvarmeprojekter i hhv. Dragør Kommune og Tårnby Kommune har forskellig karakter og bygger på to meget forskellige fundamenter.
”Hvor der i øjeblikket ikke er fjernvarmeforsyning i Dragør, er det allerede omkring halvdelen af Tårnby Kommunes borgere, hvis boliger er opvarmet af fjernvarme, ” bliver det pointeret fra Tårnby Kommune.
Kommunen fastslår videre, at udrulningen af fjernvarme i Tårnby kører uafhængigt af fjernvarmeudrulningen i Dragør, og det er to forskellige selskaber, der står for udrulningen af fjernvarme i de to kommuner. I Tårnby er det Tårnby Forsyning Varme A/S, der har leveret varme til Tårnbys borgere i næsten 40 år.
”Selskabet har et stort antal private kunder samt virksomhedskunder og leverer også varme til store boligselskaber. Dette er med til at sikre det økonomiske grundlag for projektet i Tårnby, og priserne på fjernvarme har desuden været stabile i Tårnby i mange år, ” skriver kommunen videre i sin pressemeddelelse.
Fjernvarme på Vestamager
Selvom det først er nu, Dragør træder ud af fjernvarmeprojektet, har der igennem længere tid været en dialog om, hvordan projektet skal fortsættes, hvis Dragør ikke længere er en del af projektet.
CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S), som forsyner blandt andet Tårnby med varme, er stadig forpligtede til at forsyne udbygningsområderne i Tårnby– også selvom Dragør udgår af projektet.
Det betyder, at borgere i de planlagte områder på Vestamager vil få mulighed for at tilslutte sig fjernvarmenetværket som planlagt – rørføringen vil dog ikke gå igennem Dragør.
På grund af de markante ændringer i projektet skal CTR udarbejde et nyt projektforslag for udrulningen af fjernvarme på Vestamager, som skal godkendes i Kommunalbestyrelsen, og CTR og Tårnby Forsyning forventer, at der kommer fjernvarme til området i 2029.
Dragør Kommune dropper sit fjernvarmeprojekt
Manglende tilslutning og usikkerhed om økonomien har fået to udvalg i Dragør Kommune til at anbefale Kommunalbestyrelsen, at det planlagte fjernvarmeprojekt bliver stoppet.
Læs artikel fra den 23. juni 2025 - klik her.
Skriv kommentar