Gå til hovedindhold
Jura
Medlemmer

Tidligere direktion bliver stævnet af byråd

Odsherred Kommune stævner nu den tidligere direktion samt et revisionsselskab i forbindelse med den konkurssag, der nu er indledt mod Odsherred Varme.

16. sep. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Tirsdag aften var der indkaldt til ekstraordinært møde i byrådet i Odsherred Kommune, hvor politikerne endte med at blive enig om at stævne den tidligere direktion i Odsherred Varme, mens en beslutning om at stævne revisionsfirmaet PwC er udskudt til senere beslutning.

    Der var, fremgår det af bl.a. Ritzau, fuld enighed i byrådet om stævningen. Byrådet mener således, at den tidligere direktion skal stilles til ansvar for det fjernvarmeprojekt, der endte med at løbe helt af sporet og foreløbig er endt i en konkurs.

    Byrådet har taget den drastiske beslutning på baggrund af en advokatundersøgelse fra Bech-Bruun, der udpeger Odsherred Varmes tidligere administrerende direktør, tidligere økonomidirektør og tidligere bestyrelsesformand samt revisionsfirmaet PwC som de ansvarlige.

    Det har tidligere været på tegnebrættet at stævne hele bestyrelsen i Odsherred Varme. Men på baggrund af advokatundersøgelsen har man valgt ikke at gå den vej, skriver Ritzau.

    De tidligere direktører fra Odsherred Varme, som kommunen vil stævne, står ifølge Sjællandske Nyheder centralt i sagen. Blandt andet i forbindelse med en selvskyldnerkaution over for Nordea, som betød, at kommunen reelt mistede kontrollen med selskabet.

    Kommunen ønsker også at stille de tre fra Odsherred Varme til ansvar for en kommunal garantistillelse fra oktober 2023. Her blev byrådet angiveligt på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag forsikret om, at selskabet havde en "stærk betalingsevne".

    Byrådet skulle ligeledes tage stilling til, hvorvidt man ville retsforfølge revisionsfirmaet PwC for selskabets rolle og rådgivning i forhold til garantistillelse.

    Det blev besluttet at udskyde beslutningen om dette, indtil der er lavet en faglig vurdering af, om der er grundlag for at forfølge et krav mod PwC.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...