Gå til hovedindhold
Varmepumper & Elkedler
Varmekilder
Klima- & Miljøforhold

Fjernvarmeprisen 2025: Kandidat 3 – DIN Forsyning

DIN Forsyning A/S er er kandidat til Fjernvarmeprisen 2025 for at komme i mål med ”Fremtidens Fjernvarme”, forsyningens nye, ambitiøse produktionsanlæg på havnen i Esbjerg.

23. okt. 2025
Tekst af Flemming Linnebjerg Rasmussen, fr@danskfjernvarme.dk

Indhold

    DIN Forsyning har i begyndelsen af 2025 taget det ambitiøse nye produktionsanlæg ”Fremtidens Fjernvarme” i brug, og dermed samtidig sagt farvel til det tidligere kulværks varmeproduktion. 

    Det er baggrunden for, at DIN Forsyning her nomineret til Fjernvarmeprisen 2025.

    Anlægget har en lang række egenskaber, der gør har gjort det interessant for en strøm af gæster fra både ind- og udland som har besøgt faciliteterne på Esbjerg havn igennem længere tid: 

    Anlægget består af flere forskellige produktionsenheder – herunder store havvandsvarmepumper. Det betyder at selskabet kan skifte og benytte de enheder, der giver mest mening i løbet af dagen og hen over året. DIN Forsyning har med anlægget tænkt nøje over koblingen til elnettet, så forsyningen kan levere fleksibilitet til systemet, samtidig med at overskudsvarme kan udnyttes. 
      
    Men alt dette er kun begyndelsen for ”Fremtidens Fjernvarme”. Anlægget er nemlig konstrueret som en slags legoplade hvor produktionsenhederne udgør klodser, der kan flyttes, skaleres og erstattes af nye. Det betyder, at DIN Forsyning kan tilpasse det til på alle de muligheder og udfordringer, fremtiden byder på.  

    Stabilt pionerprojekt

    Vi har talt med forretningsudviklingschef Claus A. Nielsen fra DIN Forsyning deres nominering til Fjernvarmeprisen 2025 og pladsen i finalen.

    Tillykke med at være blandt de tre finalister til at vinde fjernvarmeprisen. Hvad betyder det for jer at være nået så langt?

    - Vi er taknemmelig over at blive anerkendt for det enorme arbejde, vi har lagt i Fremtidens Fjernvarme – og som vi på godt vestjysk er voldsomt stolte af. Det betyder meget at få et skulderklap fra andre fagpersoner, der for alvor forstår og kender de udfordringer, vi har stået med, siger Claus A. Nielsen.

    Det betyder meget at få et skulderklap fra andre fagpersoner, der for alvor forstår og kender de udfordringer, vi har stået med.

    Claus A. Nielsen, forretningsudviklingschef i DIN Forsyning

    De tre nominerede

    Tirsdag præsenterede vi årets første kandidat til Fjernvarmeprisen, nemlig Vestforbrænding.

    Onsdag blev kandidat nummer 2, Envafors, præsenteret.

    I dag har vi så sløret for tredje og sidste kandidat, Din Forsyning.

    Hvis I kigger hen over jeres projekt og den udvikling, I har været igennem – hvilke elementer og aspekter er I så særligt tilfredse med og stolte over?

    - Vi er selvfølgelig først og fremmest glade for, at det, der er et pionerprojekt, nu står færdigt. Ambitionen var at gå direkte fra kraftvarme til el- og varmeintegration via fleksibel og effektiv elektrificering i stor skala. Og det har vi gjort, siger Claus A. Nielsen og fortsætter:

    - Vi lykkedes med at opretholde en stabil forsyning i en ekstremt svær situation, hvor over halvdelen af vores produktionskapacitet forsvandt, før vi forventeligt kunne være klar. Samtidig med, at vi var ambitiøse på både at forandre de regulatoriske rammer og sikre teknologisk innovation og demonstration i fuld skala på flere planer.

    Vi er kun lige startet

    Hvad er de vigtigste skridt fremad for jer i de kommende år?

    - Hvor mærkeligt det end kan lyde, er vi kun lige startet. Fundamentet i Fremtidens Fjernvarme er netop, at vi kan videreudvikle både produktion, distribution og kundeinvolvering, fortæller forretningsudviklingschefen og fortsætter:

    - I produktionsdelen skal vores anlæg udvikle sig sammen med elektricitetsmarkederne, så vi sikrer kunderne konkurrencedygtige priser – både på kort og lang sigt. Vi skal også videreudvikle både de tekniske og kommercielle koncepter for effektiv, bæredygtig sektorkobling, så den indirekte elektrificering af varmeproduktion og dermed overskudsvarme i stor skala bliver en realitet. Vi skal også fortsætte effektiviseringen af vores distribution – både via digitalisering og samarbejdet med kunderne i form af tariffer og incitamenter.  

    Massiv interesse fra ind- og udland

    Hvordan kan jeres projekt inspirere andre steder?

    - Det er vist allerede sket. Vi kan se, at Fremtidens Fjernvarmes grundlæggende tanker og tekniske løsninger er under opførelse flere steder i verden. Og vi oplever massiv interesse for projektet fra fjernvarmeaktører udenfor Danmarks grænser.

    - Jeg tror, at det handler om at udnytte de lokale muligheder for, at elektrificeringen kan accelereres. Og det gælder både herhjemme, hvor vi faktisk er privilegerede med velfungerende fjernvarmenet, som løbende både fornys og driftsoptimeres. Men det gælder også andre steder i verden, hvor vi kan demonstrere, at etablering og udbygning af fjernvarmesystemer kan være et realistisk alternativ, når man ønsker at udbygge vedvarende energiproduktion og reducere CO2-udledning.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...