Gå til hovedindhold
Cybersikkerhed & Beredskab
Forsyningssikkerhed

Truslen mod forsyningssikkerhed er stigende

Der er flere tilfælde, hvor energiforsyningen bliver truet – særligt i Østersøen. Myndighederne opfordrer fjernvarmeselskaber til at være ekstra opmærksomme og indrapportere om anormaliteter.

29. jan. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Antallet af kabler, der bliver beskadiget på havbunden i Østersøen, er stigende, og det har bl.a. ført til, at statsminister Mette Frederiksen har taget en rundtur til Berlin, Paris og Bruxelles for at tale om de sikkerhedsmæssige aspekter ved de mange tilfælde.

    - Vi er nødt til at træde i karakter i Europa. Vi har brug for et stærkere og mere resolut Europa, siger statsministeren på et pressemøde tirsdag i Berlin med den tyske kansler, Olaf Scholz.

    I det hele taget er de danske myndigheder blevet mere opmærksomme på udfordringerne i forhold til energi- og forsyningssektoren – herunder fjernvarmeselskaberne – som følge af de såkaldte hybride angreb, der er tiltagende.

    Endnu er der ikke tale om tilfælde, hvor netop energi- eller forsyningsektoren i Danmark er blevet ramt direkte – det er indtil videre primært fiberkabler, der er ramt i Østersøen. Men også elkabler er blevet beskadiget, og her har Danmark hele 11 kabler til nabolandene, som kan påvirke vores elforsyning.

    Sektororientering er sendt til medlemmerne

    Center for Beredskab under Energistyrelsen udsendte således for ganske nylig en såkaldt Sektororientering for Januar 2025 – Dansk Fjernvarme har videresendt den mail til sine medlemmer – hvor de blandt andet opfordrer til, at energi- og forsyningsselskaber udviser større opmærksomhed på ikke-normale begivenheder omkring deres anlæg.

    ”Myndighedernes mulighed for at erkende og agere hensigtsmæssigt på hybride trusler afhænger bl.a. af de indberetninger, vi modtager fra sektoren. Vi vil derfor opfordre jer til at være opmærksomme på ting, som falder uden for normalbilledet, og indrapportere dem til Energinet eller Energistyrelsen, samt anmelde det til politiet såfremt der er mistænkes eller konstateres strafbare forhold, ” skriver Center for Beredskab i deres mail.

    I mailen bliver der også nævnt eksempler på, hvad man fra myndighedernes side har kendskab til af mistænkelige hændelser fra blot det seneste halve år:

    • Cyber- og hackerangreb mod supplychain, VPN og Firewalls
    • Mistænkelig opførsel (fx uautoriserede personer, som forsøger at skaffe sig adgang eller mistænkelige telefonopkald)
    • Droneobservationer over energianlæg og kritisk infrastruktur 
    • Informationsindhentning eller forsøg herpå (fx gennem social engineering eller i forbindelse med anvendelsen af leverandører/udbud)
    • Indbrud og hærværk eller forsøg herpå
    • Brand
    • Andre forsøg på at påvirke energisektoren

    Center for Beredskab henviser også til den rapport, som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) udgav kort før jul ”UDSYN 2024”. Rapporten tegner et dystert billede og fremhæver bl.a. truslen fra Rusland, som i øget omfang gør brug af hybride virkemidler og sabotagelignende angreb, der fx er målrettet kritisk infrastruktur, som det bl.a. ses med det stigende antal af kabelbrud på undersøiske kabler, hvor Rusland og dets skyggeflåde mistænkes at stå bag.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...