Gå til hovedindhold

Udmelding om stabile eltariffer vækker glæde i varmesektoren

Energinet har netop meldt ud, at selskabet vil sænke eltarifferne med op til 10 procent fra 2026 og holde tarifniveauet frem mod 2030. Den beslutning vækker glæde hos Danmarks største elforbruger – varmesektoren, hvor elektrificeringen har taget markant fart og er vejen væk fra fossil energi i varmeproduktionen.

4. jun. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den danske fjernvarmesektor er godt i gang med den grønne omstilling, hvor især elektrificering af varmeproduktionen er med til at skrotte fossile energikilder som naturgas, kul og olie.

    Derfor er Energinets udmelding, om at de vil sænke elforbrugernes tariffer med op mod 10 procent og derefter lægge loft på dem frem mod 2030 et kærkomment skulderklap til fjernvarmesektorens øgede investeringer i elbaserede løsninger som store varmepumper og elkedler til at producere fjernvarme for landets 2 millioner fjernvarmeforbrugere.

    - Det er en rigtig godt nyhed for varmesektoren, at Energinet udmelder, at man ønsker at sænke eltarifferne for deres forbrugere. Det kommer på en baggrund, hvor tarifferne er steget de seneste år, så det er positivt, at der nu bliver lagt låg den udvikling. Det giver varmeværkerne en sikkerhed for deres investeringer i elektrificering og kan bidrage til, at elektrificeringen i varmeforsyningen fortsætter, siger Michael Søgaard Schrøder, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    Siden 2019 er der for alvor kommet fart over elektrificeringen af varmeproduktionen i de danske fjernvarmeselskaber, hvor der er sket en tredobling af varmekapacitet baseret på varmepumper og elkedler i fjernvarmen. Ligeledes viser en opgørelse fra Energistyrelsen, at 97% af nyinstallerede  varmeproduktionsanlæg i fjernvarmesektoren er elbaserede løsninger. Den øgede elektrificering vil dermed gøre fjernvarmesektoren til en af Danmarks største elforbrugere, hvor stabile tariffer vil få en stor betydning for varmeværkerne.

    - Det seneste år har fjernvarmeselskaberne haft et elforbrug på 2 TWh. Med det forbrug og en tarifnedsættelse på 10 procent vil det svare til en samlet rabat på 27 millioner kroner for varmeværkerne. Men elforbruget står til at stige væsentligt de kommende år, så den årlige besparelse kan reelt være meget højere, siger Michael Søgaard Schrøder.

    Elektrificering af fjernvarmen bidrager til samfundets grønne omstilling

    Elektrificering af fjernvarmen bidrager ikke kun til fjernvarmeproduktionen. Elkedler og varmepumper i fjernvarmen bidrager også til at balancere elnettet, og den udvikling spiller sammen med den grønne omstilling og elektrificering af samfundet som helhed.

    - Når der er overskud af grøn strøm, kan varmepumper og elkedler aktiveres for at lagre energien som varme. Det er særligt vigtigt i en tid, hvor andelen af vedvarende energi i elnettet stiger, og hvor det er nødvendigt at kunne håndtere perioder med både over- og underskud af strøm. Her er fjernvarmens fleksible forbrug en vigtig brik, som kan bidrage til stabilitet i elnettet, siger Michael Søgaard Schrøder.

    Energinet melder samtidig ud i deres pressemeddelelse, at det ikke kun er tarifferne, som får en overhaling. Energinet forventer at, elproducenter, som for eksempel regulerbare kraftvarmeværker, også vil opleve et fald i betaling fra næste år. Energinet forventer i 2026 et mindre fald i både tilslutningsbidragene for nye elproducenter og i balancetariffen for produktion.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...