Vejledning til beredskabsarbejdet er undervejs
De nye lovkrav til beredskabet i energi- og forsyningsektoren er trådt i kraft, og der er nu en vejledning særligt for fjernvarmen på vej.

Den nye danske beredskabslovgivning for fjernvarme, el og gas trådte i kraft d. 7. marts 2025. Alle fjernvarmeselskaber, der har et årligt varmesalg på mere end 50 TJ, omfattes af lovkrav. Dansk Fjernvarme anbefaler dog alle fjernvarmeselskaber at indtænke beredskab i det daglige arbejde.
I starten af april udsendte Styrelsen for Samfundssikkerhed nyt nationalt risikobillede 2025 med fokus på den sikkerhedspolitiske situation og vejrhændelser. Begge emner er meget relevante for fjernvarmen, og ligger godt i tråd med de temaer beredskabsarbejdet kredser om.
Vejledning og skabeloner
Dansk Fjernvarme får en del henvendelser om vejledning og skabeloner til brug for beredskabsarbejdet. For nuværende henviser vi til Energistyrelsens lukkede beredskabsside, hvor de selskaber, der er omfattet af lovkrav, løbende får adgang.
Her findes foreløbigt vejledningsmateriale, og den seneste melding fra Energistyrelsen er, at man forventer at have en vejledning tilpasset fjernvarmen klar snarest.
Dansk Fjernvarme vil udarbejde en skabelon baseret på Energistyrelsens vejledninger, når disse foreligger. Vi anbefaler også de mindre selskaber, som ikke er omfattet af lovkrav, at udarbejde en beredskabsplan.
Dansk Fjernvarmes hjemmeside opdateres, når der er nyt.
Energistyrelsens hjælpeværktøjer
Energistyrelsen har opdateret deres åbne hjemmeside, så den nu indeholder to hjælpeværktøjer. Dels et, der viser lovgivningens konkrete krav sorteret efter beredskabsniveau; dels et vedrørende lovkrav til de forskellige anlægsklasser.
Anlægsklasserne benævnes klasse 2-5, men skal ikke forveksles med beredskabsniveauer. Den højeste anlægsklasse ”TSO/DSO” vedrører Transmission System Operatører og Distributions System Operatører.
Tidsplan for beredskabsarbejdet
Fjernvarmeselskaber, der er omfattet af de nye krav, har fået deres aktuelle beredskabsniveau oplyst af Energistyrelsen via elektronisk post. Beredskabsniveauet er medbestemmende for omfanget af de lovkrav, selskabernes beredskabsplan skal leve op til.
Selskaber på niveau 2 eller højere, skal have en beredskabsplan klar pr. 1. oktober i år, og skal efterleve alle lovkrav, ikke mindst for cybersikkerhed.
Selskaber på niveau 1 skal også udarbejde en beredskabsplan, men skal først indsende den endelige beredskabsplan, når Energistyrelsen anmoder om det. Dansk Fjernvarme anbefaler særligt for selskaber på niveau 1 at anvende Energistyrelsens kommende vejledning tilpasset fjernvarmen.

Mette Louise Wätzold Bjørnlund
Dansk Fjernvarmes Handelsselskab
Beredskab
Bæredygtighedskrav til biomasse
CO2-kvoter
Mobil: +45 40 13 97 08
E-mail: mbj@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar