Gå til hovedindhold
Varmekilder
Forsyningssikkerhed
Medlemmer

VEKS vil analysere på overskudsvarme fra Kalundborg

Tankerne om at forsyne Hovedstadsområdet med overskudsvarme fra bl.a. Novo Nordisk i Kalundborg skal nu analyseres nærmere af VEKS, der ser store perspektiver i projektet – men også store risici.

30. apr. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er igen pumpet luft i tidligere tanker om at sende overskudsvarme fra Kalundborg i retning af Hovedstadsområdet, og nu vil VEKS gå ind i nærmere og dybere analyser af, om projektet er realistisk og bæredygtigt. Det fremgår af en pressemeddelelse fra VEKS.

    Der er dannet et konsortium, der har taget initiativ til at undersøge mulighederne for at etablere en transmissionsledning, der kan forbinde Kalundborg med varmeforsyningen i hovedstadsområdet. Og på det seneste bestyrelsesmøde i VEKS var der enighed om at tiltræde en hensigtserklæring mellem VEKS og konsortiet for projektet.

    - Hvis projektet viser sig bæredygtigt, vil vi kunne styrke sammenhængen i hele Sjællands varmesystem. VEKS vil, hvis ejerkommunerne er enige, derfor undersøge, om vi med projektet kan bidrage til at udvikle en løsning, der adresserer de aktuelle klimaudfordringer, vi som samfund står midt i, pointerer Steen Christiansen, VEKS’ formand.

    Konkret skal hensigtserklæringen nu godkendes af de 12 ejerkommuner bag VEKS, inden VEKS konkret kan tage hul på sine analyser, der skal belyse usikkerheder og risici i projektet.

    VEKS angiver i sin egen pressemeddelelse, at der er tale om et omkostningstungt projekt, der kræver en lang afskrivningsprofil på op til 50 år. Samtidig indebærer det flere risici end VEKS’ øvrige overskudsvarmeprojekter.

    ”Beslutningsgrundlaget skal bl.a. derfor indeholde en grundig vurdering af de centrale faktorer, der er afgørende for projektets succes, herunder økonomi, tidsramme, risici og konsekvenser, ” skriver VEKS i pressemeddelelsen og nævner dertil, at også ejerskabet af transmissionsledningen i både etablerings- og driftsfasen skal afklares.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...