Verdo holder gang i konverteringerne i Randers
Randrusianerne har travlt med at tilslutte sig fjernvarmen fra Verdo, der i løbet af det seneste år har fået lige under 400 husstande væk fra fossil opvarmning.
Den grønne omstilling fortsætter ufortrødent i Randers, hvor det lokale fjernvarmeselskab, Verdo, i løbet af 2024 fik konverteret i alt 397 husstande til at skifte gasfyret ud med lokal fjernvarme. Dertil kommer virksomheder med et samlet erhvervsareal på mere end 27.000 m2.
Divisionsdirektør for Energi og Forsyning, Jesper Møller Larsen, har gjort status på året og er godt tilfreds med udviklingen:
- Først og fremmest er vi glade for den tillid, vi bliver mødt med blandt borgerne i de områder, hvor vi er i gang med at udrulle fjernvarmen. Vi kan se, at der fortsat er en stor lyst til at blive uafhængig af de fossile brændsler, og så spiller det helt sikkert ind, at vi kan tilbyde en konkurrencedygtig pris, hvor fjernvarmen er klart billigere end gassen, fortæller Jesper Møller Larsen i en pressemeddelelse.
Udskiftningen af de gamle gasfyr har i den seneste periode været koncentreret omkring Over Hornbæk, Neder Hornbæk og Romalt, mens Stevnstrup og Harridslev er nyere områder med stigende aktivitet.
Dertil kommer Assentoft, hvor udrulningen kun lige er ved at blive sat i gang, og hvor potentialet for konverteringer er ganske stort. Alligevel har mere end 850 husstande ud af anslået 1238 i Assentoft allerede tilkendegivet, at de ønsker at blive tilsluttet fjernvarmen.
Verdo får derfor også i år travlt med at konvertere husstande fra gas til fjernvarme. Jesper Møller Larsen ser dog gerne, at endnu flere kommer til:
- Det er jo ikke sådan, at vi keder os, men der er stadig gasfyr i de her områder, og på sigt skal vi jo gerne gøre os helt uafhængige af gas, så jeg håber, at mange vil benytte anledningen til at skifte. Der ligger store besparelser i at gøre det, mens vi er i gang, siger Jesper Møller Larsen.
Verdo forsyner også Herning med varme og med en stigning på samlet 983 kunder i 2024, forsyner energikoncernen nu samlet ca. 77.000 husstande i de to kommuner.
Skriv kommentar