Vestegnen viste vejen i Prag
Den internationale fjernvarmesektor har været samlet til kongres i Prag. To af de eksempler på grønne fjernvarme-fremskridt, der blev vist frem, var fra Albertslund og Høje Taastrup.

Pernille Salomonsen, energiudviklingskonsulent hos Albertslund Forsyning, var på scenen i Prag til Euroheat & Powers kongres for at fortælle om arbejdet med at sænke temperaturen i nettet i Albertslund. Foto: Euroheat & Power / BFF Visuals.
Optimering af fremløbstemperaturen i Albertslund og effektiv energilagring i Høje Taastrup.
Sådan lød overskrifterne på to af de eksempler på vejen til grønnere fjernvarme, der blev vist frem for de mere end 480 fagfolk inden for fjernvarme, der de sidste par dage været samlet til den europæiske fjernvarmeorganisation Euroheat & Powers kongres i tjekkiske Prag.
Lavere temperatur i Albertslund
Den københavnske vestegn var således stærkt repræsenteret på kongressen anden dag. Først i ilden var Pernille Salomonsen, energiudviklingskonsulent hos Albertslund Forsyning.
I Albertslund er der således gang i et støre udviklingsprojekt, hvor forsyningsområdet sektion for sektion får sænket temperaturen i nettet – med klare energibesparelser til følge. Strategien er, at temperaturen i det primære ledningsnet holdes på omkring 80 grader, hvorefter byens forskellige dele forsynes med 60 grader varmt vand.
- Det er helt klart en fordel for os med sektionsopdeling af vores forsyningsnet. Det giver fleksibilitet og betyder eksempelvis, at vi kan justere temperaturen i afgrænsede områder frem for at måtte gøre det i det samlede net, fortalte Pernille Salomonsen fra scenen i Prag.
Den gradvise sænkning af temperaturen betyder også, at eventuelt svage led opdages undervejs og er nemmere at identificere. Eksempelvis har en skole givet udfordringer i forhold til, at kunne klare sig med den lavere fremløbstemperatur. Det kan så håndteres særskilt, mens resten af projektet kan køre videre.
Fra salen lød der spørgsmål til, om Albertslund Forsynings kunder oplever udfordringer, når temperaturen i nettet sænkes. Ikke alverden, lød svaret fra Pernille Salomonsen:
- Et eksempel er et område med 104 ejendomme. Fire af dem oplevede problemer efter, at vi havde sænket temperaturen i nettet, da ude-temperaturen nåede minus 10 grader om vinteren. Disse fire ejendomme kunne vi hjælpe lokalt med at optimere deres installation. Et par af dem skiftede unit og lejede den nye af os, fortalte hun.

Driftschef Tom Jensen bidrog til en session om varmelagring på Euroheat & Powers kongres med et indlæg om det damvarmelager, Høje Taastrup Fjernvarme og VEKS i fællesskab har haft i drift de seneste to års tid. Foto: Euroheat & Power / BFF Visuals.
Arbejdet med at sænke temperaturen i Albertslund Forsynings net fortsætter i de kommende år. Foruden energibesparelserne er gevinsterne ved den lavere temperatur blandt andet bedre mulighed for sektorkobling og bedre mulighed for at integrere nye energikilder i nettet, herunder industriel overskudsvarme.
Varme på lager i Høje Taastrup
Omtrent 10 kilometer vestpå, set fra Albertslund, finder man Høje Taastrup. Også her er der gang i interessante fjernvarmeløsninger, der har fanget interessen i udlandet.
Høje Taastrup Fjernvarme og VEKS har her sammen opført et damvarmelager på 70.000 m3. I lageret gemmes fjernvarme, når den er billig at producere - omvendt udnytter man varmen fra lagret, når den er dyr at producere. Lageret gavner derfor den samlede el- og varmeproduktion i hele hovedstadsområdet og dermed også den grønne omstilling.
Det er første gang, man bruger denne type lager i et af de meget store fjernvarmesystemer i Danmark. Projektet er udviklingsprojekt, blandt andet fordi man op- og aflader lageret mange gange årligt. Faktisk er det endt med, at lageret anvendes anderledes, end man havde forventet, forklarer driftschef Tom Jensen i en pause efter hans indlæg:
- Vi bruger det mere som et slags ”ugelager”, end vi havde regnet med. Det betyder, at vi sjældent får varmet det helt op og heller ikke brugt varmen helt i bund, fordi vi giver og tager fra det oftere end vi havde ventet.
- Det har vi stor fordel af, for vi har kunnet halvere vores behov for spids- og reservelast, fordi vi typisk kan fylde varme i lageret i weekenden, hvor virksomheder, skoler osv. bruger mindre varme, og hvor elprisen typisk er lavere. Og så kan vi bruge varme fra lageret mandag morgen i spidsperioden, forklarer Tom Jensen.
Driftschefen fortæller videre, at interessen fra udlandet er ganske markant. Alene i år har 400-500 gæster været forbi. Og det kan ikke udelukkes, at der kommer et par henvendelser mere, efter at projektet fik synlighed på scenen i Prag foran mange kongresdeltagere fra hele Europa.
Skriv kommentar