Gå til hovedindhold
Medlemmer

Vesthimmerlands største fjernvarmeværker indgår nyt samarbejde

Stigende myndighedskrav, flere administrative og driftsmæssige udfordringer gør, at fjernvarmeværkerne i Løgstør og Aars slår pjalterne sammen i et nyt samarbejde omkring administration og drift.

30. apr. 2025
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Løgstør Fjernvarme og Aars Fjernvarme tager de første spæde skridt  og indgår et nyt samarbejde omkring administration og drift.

    - Vi står midt i en historisk stor omstilling af energisektoren, hvor vi løbende bliver mødt af nye og stadig mere komplekse opgaver. Derfor mener vi, at det er i forbrugerens interesse at afsøge de muligheder, der viser sig, forklarer Svend Andersen, som er formand for Aars Fjernvarme.

    Aars Fjernvarme har 6.000 forbrugere og Løgstør Fjernvarme har knap 3.000 forbrugere, selvom det gør dem til de to største varmeværker i Vesthimmerland, er det nødvendigt, at begge fjernvarmeselskaber har fremtidens potentielle udfordringer for øje.

    - Det er vores vurdering, at fjernvarmeværkerne hver især på længere sigt er for små til at håndtere fremtidens skærpede krav, uddyber formanden for Aars Fjernvarme.

    Samarbejdet mellem de to fjernvarmeværker indledes med en undersøgelsesfase på fire måneder, hvor det er hensigten at afdække, om der er grundlag for at indgå i et forpligtende samarbejde omkring administrativt og driftsmæssigt, herunder bæredygtighed og sikring af anlæg, samt specialisering af medarbejdere og fremtidssikring af energiproduktionen.

    I de kommende fire måneder vil fjernvarmeselskaberne bruge tiden på at kortlægge mulighederne for en egentlig drift-og administrationsaftale.

    Beslutningen om at indgå et længerevarende samarbejde vil ske på baggrund af en række analyser af blandt andet drift, økonomi, organisering og forbrugerservice. Alt sammen for at afdække mulige synergier og dermed grundlaget for et fremtidigt samarbejde

    De to vesthimmerlandske fjernvarmeværker har underskrevet en hensigtserklæring, som danner rammerne for det indledende samarbejde. Ifølge bestyrelsesformand for Løgstør Fjernvarme, Torben Frederiksen, og formanden for Aars Fjernvarme, er det ikke en spareøvelse, men ønsket om at skabe en større robusthed over for de udfordringer værkerne står overfor.

    - Vi har haft nogle gode drøftelser, som har været præget af åbenhed omkring fremtiden, og derfor har vi givet håndslag på at bruge nogle måneder på at finde ud af, om der er grundlag for et tættere og mere forpligtende samarbejde i fremtiden, uddyber Torben Frederiksen.

    Når beslutningsgrundlaget er på plads mødes bestyrelserne til en fælles drøftelse af muligheden for et egentligt drifts- og administrationssamarbejde.

    - Vi mener, det er naturligt at afsøge de muligheder, der ruster fjernvarmeværkerne til at imødekomme stigende myndighedskrav samt sikre høj service og lave varmepriser til forbrugerne. Vi forventer, at der kan opnås besvarelser og positive synergier ved at tænke administration og driften sammen, siger Torben Frederiksen og tilføjer:

    - I første omgang ser vi frem til at lære hinanden bedre at kende i de kommende måneder.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...