Gå til hovedindhold
Varmekilder
Sektorintegration
Projekter & Planlægning

Viborg: Et anlæg med Kinderæg-effekt

I Viborg har fjernvarmeselskabet omdannet et ældre vandværk til et moderne varmepumpeanlæg. Her udnytter de varmen fra Nørresø og grundvand til at producere fjernvarme.

7. apr. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Søværket ligger på en af de skønneste pletter i Viborg med direkte adgang til Nørresø. Og det er ikke svært at forestille sig, at viborgenserne vil flokkes her om sommeren, når anlægget er i brug og åbent for offentligheden. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Der er tale om et rent Kinder-æg.

    Søværket i Viborg, der er skabt i et samarbejde mellem Viborg Varme, Energi Viborg og Viborg Kommune, kommer nemlig til at udføre hele tre opgaver på én gang: levere fjernvarme, fungere som forsinkelsesbassin for regn- og kloakvand samt være offentlig park.

    Søværket ligger på en af de skønneste pletter i Viborg med direkte adgang til Nørresø. Og det er ikke svært at forestille sig, at viborgenserne vil flokkes her om sommeren, når anlægget er i brug og åbent for offentligheden.

    Direktør Morten Abildgaard fra Viborg Varme indrømmer da også med et grin, at han havde foreslået at flytte sit kontor ned i den flotte 100 år gamle bygning, som er i fuld gang med at blive omdannet til et varmepumpeanlæg. I stedet står her nu to varmepumper med en effekt på 6,5 MW, som der bliver kig til for publikum gennem en glasvæg.

    – Jeg synes, det er rigtig fint, når man har noget, som er bynært, at vi kan vise folk, hvad vi laver, og hvordan varmen bliver skabt. Anlægget her ligger centralt og lækkert ned til Nørresø, hvor der er mange mennesker i forvejen. Ved at åbne og give adgang kan folk på den måde forstå, hvor varmen kommer fra, siger Morten Abildgaard.

    Rentvandstank bliver opholdsområde

    Varmen kommer om vinteren fra 10 gamle og i øvrigt forurenede vandboringer, der ligger rundtom i området. Fra disse boringer kommer grundvand på 9-10 grader celsius, som så udnyttes gennem varmepumperne.

    Om sommeren, når søen er varmere, vil anlægget så i stedet udnytte varmen fra søvandet – og i øvrigt rense vandet fra søen samtidig.

    Ved at bruge den kombination af søvand og grundvand sikrer Viborg Varme, at de hele tiden får den optimale kildetemperatur og dermed den billigste varme.

    Vandværket har ikke været i brug siden 1990’erne, da grundvandet var for forurenet. Vandværket fra den tid er fjernet, mens den oprindelige vandværksbygning fra år 1900 er blevet bevaret. Nu rummer den så de to varmepumper.

    Derudover består anlægget af de 10 grundvandsboringer rundtom i området og en stor betonklods af en rentvandstank, der tidligere lå skjult under jorden, men nu er blevet gravet halvvejs fri. Den gemmer nu på både anlægget, der trækker søvand ind til varmepumpen, og renseanlægget, der renser søvandet for fosfor.

    – Når man skal køle på søvand og udnytte forurenet grundvand, er der en hel del miljøforhold, man skal have styr på. Men der har været en god dialog med Viborg Kommune om, hvilke tiltag vi skulle gøre, for at det blev muligt. Foto: Jesper Voldgaard.

    Bygningerne er omkranset af en rensedam på 5.500 m3, som også fungerer som regnvandsbassin. Via et overspildsudløb kan bassinet lede overskydende vand videre ud i Nørresø. Med vilje har man under anlægningen givet bassinet meget let skrånende sider, så skulle du være så uheldig at falde i, kan du selv gå op.

    Overfladen på rentvandstanken bliver brugt til et næsten 400 m2 stort opholdsområde, og selvom de ikke er helt færdige med byggeriet, da magasinet Fjernvarmen er på besøg, er der allerede etableret to solsenge. En bro leder videre fra tanken og ud over Nørresø. Under broen ude i søen er vandindtaget gemt af vejen.

    Andre kan bruge erfaringerne

    Idéen om at udnytte varme fra grundvandet er langtfra ny for Viborg Varme.

    – Vi har allerede et mindre anlæg magen til i Hald Ege, så vi var bekendt med at lave grundvandsbaseret fjernvarme.

    Da vi pludselig kunne udnytte nogle eksisterende boringer, slap vi for at lave nye. Vi skulle bare skifte pumperne. Vi kunne endda bruge en eksisterende bygning – så vi skulle blot installere teknikken og udnytte, hvad der allerede var her, fortæller Morten Abildgaard om projektet, der i alt har kostet 40 millioner kroner.

    I det hele taget har det været et forholdsvist nemt projekt at gå til, da alle parter får noget ud af samarbejdet.

    – Vi skulle lave en aftale med Energi Viborg, så de kunne få en rensedam, og vi kunne få et system til at fungere. Men vi blev på fineste vis enige om, hvordan kagen skulle skæres, fortæller Morten Abildgaard. Han fortæller videre:

    – Når man skal køle på søvand og udnytte forurenet grundvand, er der en hel del miljøforhold, man skal have styr på. Men der har været en god dialog med Viborg Kommune om, hvilke tiltag vi skulle gøre, for at det blev muligt. De har været super positive, og alt i alt skaber vi en god model, hvor vi renser søen og derved skaber bedre vandmiljø – samtidig med at vi laver varme.

    Direktøren er overbevist om, at andre selskaber kan drage nytte af Viborg Varmes erfaringer med et varmeværk baseret på søvand.

    – Vi har allerede fået henvendelser fra selskaber på Sjælland, og vi har haft interesse fra Skanderborg Kommune i forhold til Silkeborgsøerne – så der er flere, der har fået materialet og kigger samme vej. Det er super fedt!

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...