Gå til hovedindhold
Varmekilder
Energiforbrug
Dansk Fjernvarme

Vigtig EU-aftale om russisk gas sætter retning for energiforsyningen

EU lander en aftale, der stopper for import af russisk gas fra 2027. Dansk Fjernvarme roser aftalen og håber, at den vil øge naturgasudfasningen i Danmark ved blandt andet at fortsætte konverteringerne af private gasfyr, øge elektrificeringen i varmeforsyningen og prioritere den værdifulde biogas.

3. dec. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EU vil fra 2027 ikke længere importere hverken russisk LNG eller naturgas. Det konkluderer en aftale mellem ministerrådet og EU-parlamentet onsdag.

    Aftalen er et vigtigt skridt mod en sikker, stabil og grøn energiforsyning i EU, hvor naturgas skal udfases til fordel for vedvarende energi. Her er Danmark allerede godt på vej i arbejdet med at udfase naturgassen, og det kan komme resten af EU til gode.

    - Det er meget positivt, at der lander en sådan aftale under det danske EU-formandskab. Netop Danmark har gjort meget for at udfase den fossile gas ud af den danske energiforsyning. Siden krigen i Ukraine brød ud, har fjernvarmesektoren sat tempo på udrulning af fjernvarme til naturgasområder, hvor gasforbrugere i hele Danmark har skrottet gasfyret til fordel for fjernvarme. Samtidig har fjernvarmen øget elektrificeringen i fjernvarmeproduktionen, så mere og mere fjernvarme bliver produceret på el fra vedvarende energi fra sol og vind, siger Birger Lauersen, international chef i Dansk Fjernvarme, som også tilføjer et ”men”:

    - Vi er ikke i mål med naturgasudfasningen i Danmark, og så længe vi forbruger naturgas i Danmark, bidrager vi også til et samlet naturgasforbrug i EU  Vi er heldige i Danmark med, at vi har en høj produktion af biogas, som kommer os til gavn i udfasningen af naturgassen, men biogas kan også være en værdifuld eksportvare, som kan bidrage til naturgasudfasning i resten af EU, derfor bør vi prioritere den klogt ved at fortsætte udfasning af naturgas i den private rumopvarmning ved at konvertere til fjernvarme eller varmepumper.

    Dansk Fjernvarme anbefaler, at Danmark, i den nationale plan for uafhængighed af russisk naturgas, kan udarbejde en slutdato for gaslevering til private gasforbrugere i fjernvarmeområder eller kommende fjernvarmeområder, og prioritere biogassen til blandt andet kraftvarmeværker, som bidrager med elproduktion i spidsperioder.

    Fjernvarmen elektrificeres mere og mere

    Siden 2019 har de danske fjernvarmeselskaber øget den el-baserede fjernvarmeproduktion markant for blandt andet at fortrænge de fossile energikilder som kul, olie og naturgas i fjernvarmeforbrugernes varmeforsyning. Det arbejde fortsætter og skal fortsætte for at skabe en CO₂-neutral varmeforsyning i fremtiden – i Danmark og EU.

    - Elektrificering er i det store EU-perspektiv en oplagt måde at komme ud af afhængighed af russisk naturgas, men det kræver, at der også et fortsat tempo på udbygning af vind- og solenergi for at dække elforbruget, samt vi har et elnet, som kan rumme den øgede elektrificering, slutter Birger Lauersen, international chef i Dansk Fjernvarme.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...