Gå til hovedindhold
Produktion
Forsyningssikkerhed

2025 var rekordernes år for ARGO

ARGO satte rekord for fjernvarmeproduktion i 2025, og samtidig vandt selskabet udbuddene om restaffald fra 16 sjællandske kommuner.

5. feb. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    2025 bliver på mange måder et år til historiebøgerne for det sjællandske fjernvarmeselskab, ARGO. Kraftvarmeværket i Roskilde leverede rekordhøj fjernvarmeproduktion, og samtidig formåede ARGO i 2025 at udbygge sin position på affaldsområdet gennem vundne udbud og stabile erhvervsmængder.

    - 2025 var første år med liberalisering af affaldssektoren, og markedet blev for alvor konkurrenceudsat. Vi har genvundet udbuddene fra alle ni ejerkommuner og vundet udbud i yderligere syv kommuner på Sjælland. Samtidig ligger vores erhvervsmængder stabilt. Det bekræfter, at ARGO leverer en konkurrencedygtig løsning med høj leverancesikkerhed og et klart fokus på miljøansvarlig drift, siger Jeppe Danø, direktør i ARGO. 

    Der har som nævnt også været gang i fjernvarmeproduktionen hos ARGO, der i løbet af 2025 leverede fjernvarme svarende til det årlige forbrug for 57.885 husstande. Dertil kommer elektricitet svarende til det årlige elforbrug for cirka 75.475 husstande.

    For fjernvarmens vedkommende viser tallene en stigning i produktionen af fjernvarme fra 2024, hvor ARGO producerede fjernvarme svarende til det årlige forbrug for 55.870 husstande. 

    Når restaffald ikke kan genanvendes

    De store mængder fjernvarme og elektricitet stammer fra 358.757 tons restaffald, som ARGO tog imod på kraftvarmeværket i 2025. ARGO modtager restaffald fra i alt 16 sjællandske kommuner, fra erhverv og fra udlandet.

    - Vi har kørt med høj tilgængelighed på begge ovnlinjer i 2025 og haft en drift, der i vid udstrækning har været planlagt og forudsigelig. Det er hovedforklaringen på, at vi leverede rekordhøj fjernvarmeproduktion, samt den næsthøjeste elproduktion siden Energitårnet kom i drift i 2013, siger Klaus W. Hansen, vicedirektør i ARGO. 

    Sidst opdateret: 5. februar 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...