Gå til hovedindhold
Konverteringer
Dansk Fjernvarme

Afkoblingspuljen for 2026 er åben

Puljen til gebyrfri afkobling fra gasnettet for 2026 er åben. Fjernvarmeselskaber kan bruge det i deres markedsføring af konverteringsprojekter, lyder opfordringen fra Dansk Fjernvarme.

30. jan. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er godt nyt for gaskunder, der overvejer at droppe gas til fordel for fjernvarme i løbet af 2026. Den såkaldte Afkoblingspulje er nemlig igen åben for gaskunder, der vil stoppe for gas til boligopvarmning.

    Ordningen har løbet siden 2021, og 2026 er på forhånd udpeget til at være den sidste, hvor puljen eksisterer. Ordningen omfatter private husholdninger og udlejere med udlejningsboliger.

    Der er reelt tale om en fritagelse for at betale gebyret for at blive afkoblet, så forbrugerne får ikke som sådan penge i hånden – men de slipper altså for at betale gebyret.

    Dansk Fjernvarme mener, at det er oplagt for fjernvarmeselskaber med konverteringsprojekter i gasforsynede områder at benytte ordningen som en del af markedsføringen.

    - Det er velkendt, at fjernvarmeprojekter i dag er belastet af stigende omkostninger til stort set alt, og derfor handler det om at kunne hjælpe de potentielle fjernvarmekunder, hvis de kan spare penge i forhold til tilslutningen, fortæller seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen.

    Han gør opmærksom på, at ordningen løber i 2026, men at man godt kan få gebyrfritagelsen i 2027, hvis man har søgt og fået fritagelsen i løbet af 2026. Det er med andre ord datoen for opsigelsen, der er gældende – ikke datoen for, hvornår man skrifter varmekilde.

    Evida – der håndterer ordningen på vegne af Energistyrelsen – gør desuden opmærksom på, at afkoblingsordningen kun er åben, så længe der er penge i puljen.

    Hvis der skal midler i Afkoblingspuljen, kræver det en politisk aftale og reservering af midlerne i eksempelvis finansloven, og det vil Dansk Fjernvarme gøre opmærksom i løbet af 2026. 

    Sidst opdateret: 30. januar 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...