Branchemøde: Biomasse er ikke bare biomasse
Biomassedebattens panel blev ikke enige om et fælles kompromis om fremtidens brug af biomasse ved dette års branchemøde.
Der var lagt op til en god debat til dette års Branchemøde i Fjernvarmen, da biomassens rolle i fremtidens varmeforsyning skulle debatteres. Foto: Fjernvarmens Informationsfond.
Det var et veloplagt panel, der stod klar til at debattere biomassens rolle i fremtidens varmeforsyning, inden dagens branchemøde i fjernvarmen nærmede sig sin afslutning med fyraftensøl og oplæg fra Lykke Friis, som er direktør for Tænketanken Europa, om EU.
Det var kunstmuseet ARoS, der dannede rammerne for branchemødet, som var arrangeret af Fjernvarmens Informationsfond og DBDH. Igen i år var journalist og studievært på TV 2 News Josefine Kofoed moderator.
Men inden debatten om biomasse for alvor løb af stablen, proklarede Josefine Kofoed, at hun som moderator var opmærksom på, at et emne som biomasse deler vandene, og at bølgerne måske kommer til at gå højt i dagens afsluttende debat.
Det fik deltagerne på stolerækkerne til at grine, for nu var der i dén grad lagt op til en god debat.
Panelet bestod af Lars Bonderup Bjørn, CEO i EWII, Palle Madsen, seniorforsker ved InNovaSilva, Bjarne Munk Jensen, direktør for Kredsløb, og områdechef for CCUS/Ptx og biomasse, Jannick H. Buhl fra Dansk Fjernvarme.
Både Lars Bonderup Bjørn og Palle Madsen var hurtige til at bekende kulør om, hvor de står i forhold til biomasse. Lars Bonderup Bjørn er imod afbrænding af træ, og Palle Madsen er for.
Jannick H. Buhl lagde først ud med at sige, at han, med egne ord, var inspireret af Lars Løkke Rasmussen, da han indskød, at han måske var blevet inviteret til at deltage i panelet, som den der skulle forsøge at komme med en løsning over midten. En kommentar der fik tilskuerrækkerne til at grine.
Også Bjarne Munk Jensen bakkede op om, at han var en af panelets deltagere, som ønskede at nuancere biomassedebatten.
Fra tilskuerrækkerne blev der undervejs grinet af panelets kommentarer. Foto: Fjernvarmens Informationsfond.
Da hele panelet have bekendt kulør, kunne debatten for alvor gå i gang.
Det var Dansk Fjernvarmes områdechefs pointe, at biomassen har erstattet de fossile brændsler, men biomassen vil fylde mindre i fremtiden, fordi siden 2019 har fjernvarmesektoren femdoblet sit elforbrug og investerer næsten udelukkende i elbaserede teknologier, såvel som at de elbaserede anlæg er mere konkurrencedygtige.
Biomasse kommer fortsat til at spille en vigtig rolle, understregede Jannick H. Buhl, i en flerstrenget forsyning og vil bidrage til forsyningssikkerhed og stabile priser.
Her brød Lars Bonderup Bjørn ind, da han ikke mener, at der mangler strøm, men der mangler netkapacitet, og det er der, der skal handles først.
Mangler en klar retning
Det var en kommentar, som fik direktøren for Kredsløb, Bjarne Munk Jensen, på banen. Han ønskede at samle enderne i debatten. Selvom han mener, at geotermi i Aarhus prismæssigt vil være en billigere energikilde end biomasse om sommeren. Påpegede han, at der omvendt, er nogle steder, hvor det økonomisk giver bedre mening at anvende biomasse.
Derfor har energi- og forsyningssektoren brug for en klar retning fra politikerne, og det er det, Lars Bonderup Bjørn prøver at sige, vurderede Bjarne Munk Jensen.
Også Palle Madsen anerkender, at biomasse ikke løser alle problemer i energiproduktionen. For ham er det vigtigt ikke at sætte hverken biomasse eller skovdrift på hold, da det tager for lang tid at få tidligere eksisterende energikilde op i gear igen. Fokus skal ikke kun være på fremtidens energikilde, men også de eksisterende understregede seniorforsker ved InNovaSilva.
Her indskød Jannick H. Buhl, at fjernvarmesektoren godt kan leve med et miks imellem biomasse og elbaseret teknologier, så længe det er reelle rester fra en ordentlig produktion.
Her supplerede Palle Madsen med at sige, at Danmark ikke kan blive ved med at importere biomasse, han er enig med Dansk Fjernvarmes områdechef i, at det er forkert at smide noget ud med badevandet, altså biomasse, som reelt kan bruges.
Her indskød EWII’s CEO pludseligt, at elektrificering er vejen frem, såvel som at branchen skal kæmpe for solvarme og vindmøllerne, men kernen i det, han er bekymret for, er, at elnettet begrænser udviklingen i fjernvarmesektoren, hvis der ikke kommer mere netkapacitet, bliver udviklingen sat i stå.
Det var Dansk Fjernvarmes områdechef for CCUS/Ptx og biomasse, Jannick H. Buhl, pointe, at selvom biomassen har erstattet de fossile brændsler, vil biomassen fylde mindre i fremtiden. Foto: Fjernvarmens Informationsfond.
Her brød Josefine Kofoed ind, for tiden var ved at løbe ud, selvom panelet var kommet vidt omkring biomassens rolle i fremtidens varmeforsyning, havde hun et afsluttende spørgsmål, som hun håbede, panelet kunne blive enige om ”hvad kan et kompromis være i fremtidens varmeforsyning, når det gælder biomasse”
Hun lagde ikke skjul på, at hun håbede, at panelet kunne blive enige om et fælles kompromis.
Lars Bonderup Bjørn var hurtig til at indskyde, at det er elforsyningen, mens Jannick H. Buhl supplerede med at sige, at panelet burde kunne blive enige om, at en stor del af fjernvarmen skal elektrificeres, og det må gerne gå hurtigt, men det kræver kompromier og justeringer. For fremtidens fjernvarme vil i stigende grad være baseret på varmepumper, elkedler, overskudsvarme og geotermi. Men biomassen kommer fortsat til at spille en vigtig rolle i en flerstrenget forsyning.
Jannick H. Buhl’s pointe er Bjarne Munk Jensen enig i. Direktøren for Kredsløb tilføjede også, at han vurderer, at et kompromis for han, er, god planlægning både i forhold til udfasning og indfasning af nye energikilder.
Her virkede det næsten til, at Branchemødets moderator lykkedes med at få panelet til at indgå et kompromis, men seniorforskeren fra InNovaSilva, Palle Madsen, kunne ikke mødes med de andre paneldeltagere på midten.
Det kan han ikke, afsluttede han med at sige, fordi han mener, at vi i Danmark ikke skal skamme os over det danske biomassesystem, i stedet skal vi blive bedre til at genplante fremfor at efterlade jorden uden en plan.
Som afrunding på dagens branchemøde understregede Josefine Kofoed, at nu går der et helt år, før Branchemødet i fjernvarmen igen bliver afholdt, til den tid bliver det spændende både at se, hvilken rolle biomassens får i fremtidens varmeforsyning og hos den kommende nye regering, som til den tid forhåbentlig er blevet sat.
Skriv kommentar