Gå til hovedindhold
Energipriser

Dan Jørgensen: Energipriser vil give problemer denne vinter

Selv om der ikke ser ud til at blive mangel på energi denne vinter, så er priserne allerede nu så høje, at det bekymrer EU-kommissær Dan Jørgensen, der varsler ekstra tiltag fra EU.

14. okt. 2026

Indhold

    Vi har ikke på samme måde en energikrise som i 2022, fordi der ikke er tale om mangel på energi til det europæiske marked. Men EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen, mener, at europæerne er i en alvorlig situation på grund af meget høje priser på energi – fx gas.

    Han mener, at priserne allerede nu er så høje, at de lægger et tungt pres på husholdningerne i Europa. Det gælder særligt for prisen på gas, der allerede er steget med 140 procent uden udsigt til, at der vil komme et prisfald hen over den kommende vinter.

    - I en gennemsnits-vinter har 47 millioner europæere svært ved at opvarme deres hjem i tilstrækkelig grad, siger Dan Jørgensen ifølge Ritzau.

    - De er i en situation, hvor de må vælge mellem at bruge pengene på varme eller andre udgifter som mad. Det er i et gennemsnitsår, så det kan meget vel blive meget værre. Så vi tager det meget alvorligt, siger videre.

    EU-Kommissionen har allerede i oktober fremlagt en pakke med flere forslag til, hvordan man afhjælpe de voldsomme energipriser for borgerne i EU-landene. Kommissionen har blandt andet foreslået EU-landene at give målrettet energistøtte til de mest udsatte husholdninger og til industrien.

    Og så sent som i dag har EU-Kommissionen udskudt implementering af metan-lovgivningen for at undgå yderligere pres på energipriserne.

    I det hele taget rykker energipriserne op på den europæiske dagsorden. Således er det forventningen, at det bliver et centralt tema på EU-topmødet senere på ugen i Bruxelles.

    Flere EU-lande presser på for at gå videre end de allerede vedtagne tiltag. Lande som Tyskland, Spanien og Italien ønsker eksempelvis at indføre en fælles, EU-dækkende windfall tax. Det vil sige en skat på energiselskabers ekstra høje profitter.

    Det er EU-Kommissionen ikke imod. Selvom kommissionen ikke vil foreslå en fælles europæisk model, er man ifølge Dan Jørgensen klar til at hjælpe de lande, der vil indføre en windfall tax, med at gøre det på en måde, som er i overensstemmelse med EU-reglerne.

    Dan Jørgensen opfordrer dog samtidig EU-landene til at gøre brug af nogle af de eksisterende muligheder.

    Det kan være at sænke elafgiften, som man har gjort i Danmark. Det vil i gennemsnit kunne sænke europæernes energiregning med 14 procent, siger han.

    EU-landene har også i dag mulighed for at bruge ekstra penge på energiinvesteringer uden at komme i problemer med EU's regler for gæld og underskud. Men det har kun Grækenland og Italien gjort brug af.

    På lang sigt er der dog kun en vej ud af krisen: Det er at gå væk fra at importere fossil energi og i stedet producere grøn energi i Europa, siger Dan Jørgensen.

    - Vi skal ikke gå tilbage på den grønne dagsorden. Vi har behov for at sikre os mere grøn energi.

    - Men meget af det virker først på lang sigt, siger Dan Jørgensen.

    Sidst opdateret: 14. oktober 2026

    Andre klikkede på...