Gå til hovedindhold
Digitalisering
Dansk Fjernvarme
Webinar

Det går fremad med fælles branchestandard

Dansk Fjernvarme og andre interessenter arbejder fortsat på at lave en frivillig branchestandard for deling af forbrugsdata. Webinar den 14. april for medlemmer.

9. apr. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Forsyningsdigitaliseringsprogrammet offentliggjorde i 2025 sine anbefalinger til en fælles datamodel om nemmere og mere ensartet adgang til fjernvarmedata. Dansk Fjernvarme har i mellemtiden arbejdet aktivt videre sammen med andre aktører, og nu vil Dansk Fjernvarme dele viden med sine medlemmer.

    Videndelingen sker på et webinar tirsdag den 14. april, og det er et webinar udelukkende for medlemmer, lyder det fra Steen Kramer Jensen, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    - Helt overordnet ser Dansk Fjernvarme positivt på at få en fælles branchestandard, og der er i den ånd, vi har deltaget i det videre arbejde med den fælles standard. Derfor vil jeg gerne dele seneste viden og diskutere med vores medlemmer, forklarer Steen Kramer Jensen.

    Konkret bliver webinaret afholdt kl. 15, og det kræver blot, at man som medlem af Dansk Fjernvarme kontakter Steen Kramer Jensen på hans mail - skj@danskfjernvarme.dk – senest mandag den 13. april.

    Han oplyser i øvrigt, at den fælles branchestandard vil have store fordele for fjernvarmeselskaberne, fordi der i dag er varierende kunde- og tredjeparts adgang til fjernvarmedata meget på tværs af selskaberne.

    Det betyder, forklarer han, at data leveres i forskellige formater, med forskellig tidsopløsning og på forskellige måder. Det gør det både dyrt og besværligt at udvikle løsninger, som kan bruges på tværs af selskaber.

    - Vi ser en stor værdi i at etablere en fælles branchestandard, der bygger på eksisterende projekter og erfaringer – og som udvikles i tæt samarbejde mellem selskaber, leverandører og myndigheder, siger Steen Kramer Jensen.

    Han understreger, at der skal være tale om en frivillig aftale, og at det forudsætter, at de store fjernvarmeselskaber går forrest.

    Sidst opdateret: 9. april 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...