Det grønne gaskryds fortoner sig i horisonten
Biogasandelen af det danske gasforbrug er faldet i januar, og andelen er helt generelt milevidt fra at kunne indfri det grønne gaskryds i senest 2035. Derfor skal vi have politisk handling nu, siger Dansk Fjernvarme.
- Det er fortsat vores klare og entydige budskab til politikerne i Danmark, at vi skal have gjort det klart for alle, at gasudfasningen skal på skinner, så vi kan få byttet den fossile boligopvarmning ud med et grønnere og vedvarende alternativ, siger seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen. Foto: Jesper Voldgaard.
Januar måned har været exceptionelt koldt i Danmark, og det har ført til, at biogasandelen af det samlede gasforbrug er faldet til et punkt, der svarer til maj 2023. Konkret udgjorde biogas blot 38,1 procent af det samlede gasforbrug i januar 2026.
Årsagen til, at biogasandelen faldt i januar, skal findes i, at de 257.000 husstande med gasfyr har skruet op for varmen samtidig med, at fjernvarmeselskaberne har kørt med store mængder gas – til spidsbelastning – på grund af den langvarige og hårde kulde. Dermed bliver andelen af biogas mindre i det samlede billede.
Men faldet i januar er også en meget klar indikation på, at biogasandelen er milevidt fra det grønne gaskryds, der bliver fremhævet af bl.a. modstandere af en decideret slutdato for gas i boligopvarmningen.
Gaskrydset – forstået som tidspunktet hvor biogas udgør 100 procent af gasforbruget – er løbende blevet skubbet – og vil formentlig ikke en gang indtræffe i 2035.
- I Dansk Fjernvarme lægger vi ikke skjul på, at vi er fortalere for, at der skal en konkret udløbsdato til for at fastholde presset på boligejerne om at udfase gas for boligopvarmningen. Og snakken om det grønne gaskryds mudrer det, så derfor er det vigtigt at få slået fast, at vi er meget, meget langt fra det grønne gaskryds, siger seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen.
Udviklingen er gået i stå
Opgørelsen over andelen af biogas i det samlede forbrug af gas i Danmark kommer fra Energinet, og den viser, at andelen af biogas siden midten af 2023 har været på mellem 38 og 41 procent – hvor andelen først i løbet af 2025 har nærmet sig 41 procent.
- Helt nøgternt må vi konstatere, at andelen har været nogenlunde statisk over de seneste snart tre år, og da vi samtidig ved, at antallet af biogasanlæg i den samme periode stort set har været det samme, så må det være legitimt at antage, at udviklingen ikke tilsiger, at vi kan nå at ramme det grønne gaskryds i 2035, siger Søren Magnussen, og fortsætter:
- Derfor er det fortsat vores klare og entydige budskab til politikerne i Danmark, at vi skal have gjort det klart for alle, at gasudfasningen skal på skinner, så vi kan få byttet den fossile boligopvarmning ud med et grønnere og vedvarende alternativ.
Færre og færre opsiger deres gasabonnement
Det behov bliver understreget af de seneste tal fra det statslige gasdistributionsselskab, Evida, der fortæller, at der i januar 2026 blot var 1.426 gaskunder, der valgte at sige deres abonnement på gas op.
Det er milevidt fra tempoet i boligejernes opsigelse af gaskontrakter i fx november 2023 – da konverteringen væk fra gasopvarmning var mest markant. Dengang var der 4.173, der på en måned opsagde deres gasabonnement.
- Vi er nødt til at genfinde det tempo over konverteringerne fra tidligere, hvis vi skal kunne indfri ambitionerne om at blive fri for gas til boligopvarmning. For der er lang vej endnu, og det er bydende nødvendigt med yderligere politisk handling, slår Søren Magnussen fast.
Gasudfasningen risikerer at gå i stå
Antallet af gaskonverteringer bare falder og falder. I løbet af januar i år var der blot 1.426 gaskunder, der valgte at droppe gas som opvarmning i deres bolig, viser tal fra Evida.
20.000 konverteringer i 2025
Evida opgør løbende udviklingen af antallet af gaskunder i Danmark.
Den seneste opgørelse viser, at der i løbet af 2025 skete 20.044 konverteringer væk fra gas til andre varmekilder for privatkunder.
Det svarer til omkring 1.670 konverteringer hver måned.
I januar 2026 skete der 1.426 konverteringer. Det er knap 15 procent under gennemsnittet for hele 2025.
Milepæl: 100.000 boliger har skrottet naturgasfyret siden 2021
Men der er fortsat en stor opgave forude med at få konverteret de resterende 259.000 gasfyr til andre opvarmningskilder, lyder det fra Dansk Fjernvarme.
Skriv kommentar