Direktør stopper i Odsherred Forsyning
Pernille Ingildsen, administrerende direktør i Odsherred Forsyning, har valgt at opsige sin stilling med udgangen af november.
Den administrerende direktør i Odsherred Forsyning, Pernille Ingildsen, har valgt at stoppe med udgangen af november, fremgår det af en pressemeddelelse fra det kriseramte forsyningsselskab.
Pernille Ingildsen bliver på posten frem til udgaven af november for at sikre en god overdragelse. Bestyrelserne er i gang med at rekruttere en direktør, der skal lede selskaberne, gennem den igangværende salgsproces af forsyningens selskaber.
- Jeg havde håbet at føre forsyningen helt i havn til et nyt og sikkert ejerskab. Men processen har trukket ud, og der er brug for nye, friske folk på broen til den sidste del af rejsen. Jeg har stor respekt for og taknemlighed for de medarbejdere, der hver dag har mødt op og holdt forsyningen kørende under meget vanskelige forhold. De har været fantastiske gennem stormvejret og det er med meget tungt hjerte, jeg har taget denne beslutning, udtaler Pernille Ingildsen.
Pernille Ingildsen tiltrådte for lidt over to år siden og har siden stået i spidsen for selskaberne i Odsherred Forsyning, og især oprydningen efter fjernvarmesagen har krævet en meget stor indsats, skriver forsyningen sin pressemeddelelse.
”Arbejdet har været teknisk, økonomisk, juridisk og regulatorisk komplekst og med mange interessenter omkring bordet,” lyder det således.
Mange svære løsninger
Bestyrelsesformand for Odsherred Varme A/S Lars Therkildsen udtaler:
- Der står stor respekt om Pernilles arbejde med at bringe forsyningen gennem en overordentlig vanskelig periode. Hun har taget ansvar i en situation, hvor der sjældent var lette løsninger, siger han og tilføjer:
- Der arbejdes pt på flere løsninger, og vi forventer at have en løsning for selskabet indenfor 6-9 måneder.”
Bestyrelsesformand for Odsherred Vand, Spildevand, Tømning og Forsyningsservice A/S Susan Münster udtaler:
- Vi er kede af Pernilles beslutning, men respekterer den fuldt ud. Vi har været meget glade for samarbejdet med Pernille, som har været solidt og professionelt gennem hele forløbet. Nu arbejder vi på at finde en afløser, så der er fuld kontinuitet i ledelsen gennem salgsprocessen.
Driften af vand- og varmeforsyningen fortsætter uændret, og direktørskiftet påvirker ikke kunderne eller den igangværende salgsproces af selskaberne.