Ekstra kursus: Gasmotor udbydes også i januar
Det kommende kursus – Gasmotor for maskinmestre – i september er overtegnet. Nu udbyder Dansk Fjernvarme kurset ekstraordinært med start i januar 2027.
Der er flere, der vil være med på kurset ”Gasmotor for maskinmestre” end antallet af pladser tillader i september. Dansk Fjernvarme har derfor valgt at tilbyde kurset ekstraordinært allerede med start i januar 2027.
Uddannelsen – der er lovpligtig – giver maskinmestre den nødvendige teoretiske og praktiske viden til lovligt at varetage drift, pasning og servicearbejde på gasmotorer i henhold til Sikkerhedsstyrelsens krav.
Normalt afholder Dansk Fjernvarme kurset én gang årligt, men fordi det næstkommende kursus i september allerede er overtegnet, bliver der altså en ”ekstra runde” med start allerede i januar 2027.
Der er tale om lovpligtig viden og der gælder både, hvis du skal udføre drifts- og eftersynsopgaver på eget anlæg som beskrevet i drifts- og vedligeholdelsesplanen for anlægget, eller hvis du skal udføre service på andres anlæg.
Første del af uddannelsen foregår i Kolding hos Dansk Fjernvarme og strækker sig over fire dage. Denne del afsluttes med en skriftlig eksamen, som skal bestås.
Anden del af uddannelsen foregår på Fredericia Maskinmesterskole og strækker sig over fem dage. Denne del afsluttes med en skriftlig prøve og en online mundtlig eksamen.
Gasmotor for maskinmestre
Det ekstra kursus begynder 11. januar i Fjernvarmens Hus – men der er også kursusdage på Fredericia Maskinmesterskole.
Er uddannelsen noget for dig?
Uddannelsen er for dig, som skal udføre pasning af eller servicearbejde på en gasmotor. Det kan bl.a. være på et fjernvarmeanlæg, spildevandsanlæg, gartneri, malteri eller industrianlæg.
Du skal have en uddannelsesmæssig baggrund som maskinmester eller en tilsvarende uddannelse.
Er du faglig ansvarlig i et firma, som har en virksomhedsgodkendelse til at udføre service på andres gasmotoranlæg, skal du også gennemgå og bestå hele gasmotoruddannelsen. Det gælder eksempelvis også, hvis du er faglig ansvarlig i et fjernvarmeselskab, der servicerer værker med andet CVR-nummer.