PULS: Elnettet værdsætter samarbejdet med fjernvarmen
Samarbejdet med fjernvarmen var i fokus, da Energinet og netselskabet N1 stod på scenen under dette års PULS. Emnet var elektrificering af fjernvarmen og kapacitet i elnettet. Og den udfordring kan ikke løses alene.
Så snart Kim Mortensen havde budt velkommen til årets PULS, inviterede han Søren Dupont Kristensen, driftsdirektør i Energinet, på scenen til dagens første indlæg.
Han indledte med at opridse de udfordringer, der er med elnettet – fra Energinets synspunkt. Og han kunne fortælle, at vi er i en ekstraordinær situation. Og indrømmede også, at de er blevet overraskede over, hvor hurtigt udviklingen er gået. For elektrificering buldrer frem – ikke kun i Danmark, for i Europa er billedet det samme.
Og problematikken er den samme:
- Det er en folkeopfattelse, at vi skal have udbygget elnettet. Det er også en folkeopfattelse, at det ikke lige skal være i deres baghave, sagde han fra scenen om blot én af udfordringerne ved at få flere kabler til elnettet.
I dag har Energinet ansøgninger om tilslutning svarende til 60 GW. Til sammenligning er det maksimale danske forbrug lige nu på 7 GW.
- Efterspørgslen er steget ekstremt hurtigt. 2/3 er kommet til i løbet af 2025. Men vi har ikke kun et kapacitetsproblem. Vi har også et prioriteringsproblem, sagde han og tilføjede, at de håber, at de fremover kan prioritere projekter efter netvenlighed. Den kategori falder fjernvarmeprojekter som oftest indenfor.
Fjernvarmen er vigtig, fordi den er fleksibel
Både Søren Dupont Kristensen og Lise Søgård Bering, adm. direktør i netselskabet N1 fremhævede i deres indlæg det gode samarbejde med fjernvarmen. For skal vi lykkes med elektrificeringen, har vi brug for fjernvarmens fleksibilitet.
- Jeg fik to ting at vide af mine kolleger: Fjernvarmen er en stor og vigtig kundegruppe, og vi har et godt samarbejde, sagde Lise Søgård Bering som indledning til sit oplæg.
N1 er Jyllands største elnetselskab med hele 820.000 elkunder. Og hun fremhævede, at elektrificeringen af fjernvarmen er en stor opgave.
- I er centrale i at få elektrificeret vores samfund. Men i en situation med begrænset kapacitet kan I ikke bygge så hurtigt, som I ønsker, sagde direktøren.
Hun havde dog gode nyheder med. Nemlig, at regeringen gerne vil prioritere opgaven.
- Som privat og monopolselskab kan vi ikke gå ind og vælge den ene eller den anden kunde. Men det kan man politisk. Og det er nødvendigt at få ændrede vilkår, så vi kan agere efter det, sagde hun med henvisning til, at der blæser politiske vinde i den rigtige retning for, at de selskaberne og Energinet må prioritere i deres tilslutninger.
Imens vil de hver især fortsætte med at udbygge det trængte elnet.
Energinet kommer over de næste 20 år til at investere 100 milliarder kroner i elnettet. Mens N1 de næste 10 år forventer at investere 20 milliarder kroner på at udbygge deres elnet.