Gå til hovedindhold
Energipriser
Elmarked & Eltariffer
Dansk Fjernvarme

Elpriserne er steget markant mindre end gaspriserne

Gaspriserne påvirker fortsat elpriserne, men elpriserne er steget væsentligt mindre end gaspriserne siden begyndelsen på den seneste energikrise i år. Det viser analyse fra Dansk Fjernvarme.

5. maj 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

- Sammenlignet med i 2022 er elprisen mindre påvirket af denne energikrise, fordi vi er mindre afhængige af at brænde gas af til el og varme, siger Søren Lorenz Søndergaard, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Den igangværende krig i Mellemøsten har påvirket såvel olie- som gaspriserne markant. Men en analyse fra Dansk Fjernvarme viser, at elpriserne ikke i samme grad som gaspriserne har udvist en tilsvarende tendens til højere pris – også selv om udviklingen i gaspriserne normalt har afspejlet sig i elpriserne.

    De gennemsnitlige elpriser for månederne marts og april viser således, at de er omkring 14 procent højere i forhold til de samme måneder i 2025. I den samme periode – fra efter Irankrigens begyndelse – er gaspriserne i snit steget med cirka 50 procent sammenholdt med prisen før krigsudbruddet.

    - Sammenlignet med i 2022 er elprisen mindre påvirket af denne energikrise. Det hænger sammen med, at vi har fået langt flere solceller siden dengang, og at vi er kommet ind i foråret. Vi er således mindre afhængige af at brænde gas af til el og varme, siger Søren Lorenz Søndergaard, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    Tallene viser, at den samlede påvirkning af elprisen er langt mindre end på gas- og olieprisen, og udviklingen i elpriserne de seneste måneder viser yderligere, at den største påvirkning på elpriserne finder sted om natten og – mest tydeligt – om aftenen.

    Hvis man ser på fordelingen over døgnet, så har natteprisen således været cirka den samme som i 2023 og en del over niveauet i 2024 og 2025, mens aftenprisen – fra kl. 18-24 - har været den næsthøjeste - kun overgået af 2022.

    Midt på dagen har det til gengæld stadig været billigt - næsten lige så billigt som i 2025.

    - Det er meget positivt for fleksible elforbrugere, at elprisen i de billige timer ikke er steget. Det gælder ikke mindst fjernvarmen, som stadig kan producere billig varme midt på dagen med elkedler og varmepumper og gemme den i akkumuleringstanke til om aftenen og natten, siger Søren Lorenz Søndergaard.

    Det hører selvfølgelig med til billedet, at elprisen kun er påvirket i de timer, hvor afbrænding af gas sætter prisen. Og det sker ikke, når vi har tilstrækkeligt med sol og vind.

    Det er også en væsentlig faktor for prissætningen på el, at CO2-kvoter er faldet i pris siden januar, og de er også en væsentlig komponent i elprisen, der bliver påvirket af afbrænding af gas.

    Sidst opdateret: 5. maj 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...