Energi på Toppen 2026: De brede emner er på dagsordenen
Politik, energisystemer, forsyningssikkerhed og elektrificering er nogle af de emner, der forventes at komme på dagsordenen til dette års Energi på Toppen.
Til det sidste Energi på Toppen arrangement i 2025, som blev afholdt den 3. december, deltog de fem ordførere Linea Søgaard-Lidell (V), Samira Nawa (RV), Torsten Gejl (ALT), Henrik Frandsen (M) og Søren Egge Rasmussen (EL). Arrangementet bliver fast afholdt på Dansk Arkitektur Center (DAC). Foto: Mathias Røn Frisenborg Poulsen.
2026 står for døren, og det samme gør planlægningen for dette års fire Energi på Toppen arrangementer.
Energi på Toppen er et politisk netværksmøde for energi- og forsyning sektoren, hvor der hver gang tages et højaktuelt emne op, og dagsordenen sættes fra gang til gang ud fra, hvad der rør sig enten politisk eller i sektoren.
- 2026 bliver et spændende år på flere punkter. I år får vi et nyt Folketing, og hvad den ændring kommer til at betyde - både for samfundet og for energi- og forsyningssektoren bliver interessant at følge, fortæller Katrine Fugl, der er kommunikationskonsulent og ansvarlig for Energi på Toppen.
Da planlægningen sker løbende og fra gang til gang, kan hun kun afsløre emnet for det kommende Energi på Toppen den 4. februar 2026.
- Der sætter vi elektrificering og lagring på dagsordenen. Elektrificering fylder mere og mere – ikke kun i fjernvarmesektoren men bredt i flere sektorer. Generelt kigger vi på de brede dagsordner, når vi arrangerer Energi på Toppen, uddyber hun.
Fællesnævneren for de fire årlige Energi på Toppen arrangementer er, at de har et politisk udgangspunkt mere end et teknisk. Arrangementet er for deltagere i sektoren, i industrien, rådgivere, politikere eller hos myndigheder, som er interesseret i at følge med i, hvad der sker af både makro- og mikrotrends og politisk i hele energi- og forsyningssektoren og hos Dansk Fjernvarme.
- Arrangementet giver stemmer i sektoren, og stemmer vi nogle gange ikke har hørt før, taletid om et specifikt emne, fortæller Katrine Fugl.
Arrangementet giver både velkendte og nye stemmer i sektoren taletid om et specifikt emne. Foto: Mathias Røn Frisenborg Poulsen.
Det seneste Energi på Toppen blev afholdt den 3. december 2025, hvor det overordnede emne var, hvordan vi i fremtiden balancerer den nødvendige grønne oprustning med den samtidig nødvendige fokus på forsyningssikkerhed i en verden, hvor hybridangreb og udfordrede forsyningskæder er en del af hverdagen.
Årets sidste udgave af Energi på Toppen havde et stærkt felt til den afsluttende ordførerdebat om balanceringen mellem grøn omstilling og forsyningssikkerhed. Her deltog de fem ordførere Linea Søgaard-Lidell (V), Samira Nawa (RV), Torsten Gejl (ALT), Henrik Frandsen (M) og Søren Egge Rasmussen (EL).
Tage chancer
Ved de fleste udgaver af Energi på Toppen er der mulighed for at høre oplæg fra nogen, der ikke altid er det indlysende valg i energi- og forsyningssektoren.
- Vi synes altid, det er interessant at høre nye og måske uventede synspunkter. Nogle gange sætter vi lys på et emne, der ellers ikke er meget fokus på. Andre gange flytter vi lampen lidt, så vinklen på et allerede kendt emne bliver anderledes. Det er sundt at blive udfordret lidt - både som sektor og som deltager, uddyber Katrine Fugl.
Arrangementet Energi på Toppen er et fysisk arrangement, der lægger op til, at deltagerne kan stille spørgsmål og debattere med både oplægsholderne og deltagerne. Det fortsætter arrangementet med at være.
- Der er jævnligt interesse for at være med til Energi på Toppen via en onlineforbindelse, men lige netop til dette faste format prioriterer vi det fysiske fremmøde, hvor vi ved, at samtalerne og debatten både før, under og efter har rigtig gode vilkår, lyder den afsluttende bemærkning fra Katrine Fugl.
Energi på Toppen 2026
De kommende udgaver af Energi på Toppen 2026 er planlagt og bliver afholdt den 4. februar, 15. april, 23. september og den 2. december 2026.
Skriv kommentar