Gå til hovedindhold
Administration & Økonomi
Dansk Fjernvarme

Energistyrelsen opkræver ikke ETS2-gebyr for 2026

Energistyrelsen har suspenderet opkrævningen af det administrative ETS2-gebyr for 2026. Beslutningen gælder alle regulerede enheder under ordningen. Opkrævningen forventes genoptaget i slutningen af 2027.. Bemærk at dette ikke vedrører den ’gamle’ kvoteordning ETS1.

2. okt. 2026
Niels Peter Berg, npb@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fjernvarmeselskaber, der selv er regulerede enheder under ETS2, vil ikke modtage en faktura for det administrative gebyr for 2026. Det fremgår af en orientering, som Energistyrelsen udsendte den 29. september (download orientering her - PDF).

    Beslutningen blev truffet dagen før og gælder med øjeblikkelig virkning. Suspenderingen omfatter alle regulerede enheder under ETS2, uanset størrelsen af deres CO₂-udledning.

    ETS2 er EU’s særskilte kvotehandelssystem for brændsler til blandt andet opvarmning af bygninger og vejtransport. Ordningen retter sig mod brændstofoperatører. Fjernvarmeselskaber kan selv være omfattet, eksempelvis hvis de er forbrugsregistrerede for naturgas og anvender gassen på anlæg uden for det eksisterende kvotesystem, ETS1.

    Ingen ansøgning eller gebyrfaktura

    Det administrative gebyr skal dække Energistyrelsens omkostninger til tilsyn og sagsbehandling på kvoteområdet.

    De berørte virksomheder skal se bort fra tidligere vejledning om, at Energistyrelsen ville sende en faktura for 2026. De skal heller ikke foretage sig yderligere som følge af orienteringen. Der er således ikke behov for at søge om at få opkrævningen suspenderet.

    Beslutningen vedrører alene det administrative gebyr. De omfattede selskaber skal fortsat varetage deres øvrige ETS2-forpligtelser, herunder overvågning, rapportering og verifikation af udledninger.

    – Det er positivt, at gebyret fremover forventes at afspejle udledningernes størrelse. For fjernvarmeselskaber med små udledninger bliver det især vigtigt, hvordan minimumssatsen fastsættes, så gebyret står i et rimeligt forhold til deres aktivitet, siger Niels Peter Berg, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    Gebyret forventes koblet til udledningerne

    Suspenderingen gælder alene 2026. Gebyrordningen er ikke generelt ophævet, og Energistyrelsen forventer at genoptage opkrævningen i slutningen af 2027.

    Styrelsen forventer samtidig, at gebyret fremover fastsættes proportionalt med den enkelte regulerede enheds CO₂-udledning og med både en minimums- og en maksimumssats.

    De konkrete satser er endnu ikke oplyst. Det er derfor heller ikke muligt at vurdere, hvad den kommende model vil betyde for det enkelte selskab. Energistyrelsen vil orientere nærmere om modellen og satserne, inden opkrævningen genoptages.

    Spørgsmål til orienteringen kan rettes til Energistyrelsen på ETS2@ens.dk.

    Sidst opdateret: 2. oktober 2026

    Andre klikkede på...