ERFA-møder: Få styr på de nye regler – og tag de nye værktøjer med hjem
Dansk Fjernvarme inviterer til to Erfa-møder med det samme program begge dage. Den 28. september i Køge og den 29. september i Aarhus for administration og regnskab.
Administrative- og regnskabsmedarbejdere har noget at se frem til, når der i slutningen af september er Erfa-møder i Køge hhv. Aarhus. De to møder har samme stærke program og giver deltagerne indsigt i de seneste regler og nye værktøjer med hjem.
- På årets ERFA-møder samler vi op på det hele med fokus på det, der har betydning for den praktiske hverdag i fjernvarmeselskaberne. Samtidig er der god mulighed for at møde kolleger fra andre selskaber, udveksle erfaringer og få drøftet de spørgsmål, der aktuelt fylder i hverdagen, fortæller chefkonsulent Birthe Boisen fra Dansk Fjernvarme.
Kontraktbekendtgørelsen – fra regler til praksis
Kontraktbekendtgørelsen betyder ændringer i en række af de dokumenter og arbejdsgange, selskaberne bruger i kontakten med kunderne. På ERFA-træffet præsenterer vi Dansk Fjernvarmes nye og opdaterede materialer:
- Ny tilslutningsaftale
- Nyt takstblad/resumé
- Nyt velkomstbrev
- Varslingsreglerne – herunder spørgsmål og svar fra Forsyningstilsynet
- Rykkerbreve og lukkevarsel – hvordan håndterer vi dem i praksis?
Målet er, at deltagerne ikke alene får en gennemgang af reglerne, men også konkrete værktøjer, der kan bruges hjemme i selskabet.
Ny tarifvejledning og aktuelle sager
Vi præsenterer også ændringerne i Dansk Fjernvarmes tarifvejledning med særligt fokus på de seneste afgørelser om fast bidrag, og hvad de betyder for selskabernes praksis.
AI i hverdagen – helt enkelt
Hvordan kan AI gøre hverdagen lidt lettere? Vi viser helt konkrete eksempler på, hvordan AI kan hjælpe med at skrive et nyhedsbrev, planlægge et åbent hus og lave både huske- og indkøbslister. Ingen teknik – bare praktiske eksempler, du selv kan gå hjem og prøve.
Hvad siger Ankenævnet?
Sidst – men bestemt ikke mindst – får vi besøg af Dansk Fjernvarmes repræsentanter i Ankenævnet på Energiområdet.
De tager os igennem de seneste og mest interessante afgørelser fra Ankenævnet og ser på, hvad de betyder for selskabernes praksis.
Der bliver ikke mindst fokus på udtrædelse, hvor de seneste afgørelser giver anledning til at se nærmere på de ”geværgreb”, selskaberne fremover bør tage: Hvad skal selskabet gøre, hvornår skal det gøre det – og hvad skal man sørge for at kunne dokumentere?
Erfa-møde om administration og regnskab
Der er to møder, men med det samme indhold:
- Den 28. september på Comwell Køge Strand, Køge
- Den 29. september på Horisont Hotel & Konference, Aarhus N
Birthe Boisen
Birthe Boisen arbejder som juridisk konsulent hos Dansk Fjernvarme og særligt inden for: varmeforsyningsloven, restancer, juridiske og vedtægtsforhold
Klaus Lunddal Brose
Klaus Lunddal Brose er ansat som konsulent hos Dansk Fjernvarme og arbejder særligt inden for områderne; økonomi, restancer og varslingsregler.