Gå til hovedindhold
Ledelse & Bestyrelse
Medlemmer
Dansk Fjernvarme

Et læserbrev førte til 40 år i bestyrelsen

I september 2026 runder Søren Edlefsen 40 år i bestyrelsen for Assens Fjernvarme – heraf 38 år som formand. I hans tid har værket gennemgået en transformation fra kul til elektrificeret sektorkobling.

24. sep. 2026

- Det er vigtigt at skabe et rum, hvor der er plads til diskussioner og forskellige meninger, fortæller Søren Edlefsen om hans tilgang til bestyrelsesarbejdet. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Den 24. september 2026 er det 40 år siden, at Søren Edlefsen blev valgt ind i bestyrelsen hos Assens Fjernvarme – og der har han siddet siden. To år efter sin indtræden blev han i 1988 valgt som formand, og også den post har han bevaret – så det foreløbig er blevet til 38 år som bestyrelsesformand.

    Med andre ord er der i fire årtier ikke sket noget med fjernvarmen i Assens, som Søren Edlefsen ikke har haft indflydelse på.

    - I 1985 eller 1986 foreslog byrådet i Assens, at der skulle være tvungen tilslutning til fjernvarmen i kommunen. Jeg var selv fjernvarmekunde og glad for fjernvarme, men jeg synes ikke, man skulle tvinge nogen på fjernvarme. Der skulle være en valgmulighed. Så jeg skrev et læserbrev i lokalpressen, hvor jeg protesterede mod tvungen fjernvarmetilslutning. Et stykke tid efter blev jeg kontaktet af den daværende formand for fjernvarmeselskabets bestyrelse med en opfordring til at stille op til bestyrelsen, fortæller Søren Edlefsen.

    Han blev valgt ind i bestyrelsen, og to år efter trådte den daværende formand tilbage og pegede på Søren Edlefsen som sin efterfølger.

    - Jeg arbejdede med it-systemer til daglig og kom uden nogen faglige forudsætninger for at arbejde med fjernvarme. Så der var meget at lære, og der kom hurtigt nogle store beslutninger, vi skulle tage, og som har vist sig at have langtrækkende effekt, siger Søren Edlefsen, der kan fejre sin 80-års fødselsdag i december 2026.

    Fra kul til sektorkobling

    Da han trådte ind i bestyrelsen, blev fjernvarmen i Assens produceret på kul, som havde afløst olie. Men så kom der afgifter på kul, og man begyndte at kigge på andre brændsler.

    - Vi ombyggede vores kulkedler til træpiller og flis, som var afgiftsfri. Så vi blev CO2-neutrale allerede i 1988 og har været det siden. I 1990erne udrullede man i stor stil naturgas-drevne kraftvarmeværker, men vi fik lov at bygge et biomassefyret kraftvarmeværk, og det har vi ikke fortrudt. Muligheden for at producere både strøm og varme har været meget gunstig for os. Men dengang var det ikke en nem beslutning at vælge biomasse, for et naturgasfyret værk kostede 50 mio. kroner, mens det biomassefyrede værk kostede 125 mio. kroner. Men efterfølgende har vi jo sparet en konvertering væk fra gas, siger Søren Edlefsen.

    I hans formandstid er der opbygget en bred portefølje af både strøm- og varmeproducerende anlæg hos Assens Fjernvarme, og antallet af forbrugere er steget fra 1.700 til 5.200. I dag er der et biomassebaseret kraftvarmeværk, solceller, varmepumpe, elkedel, en vindmølle, en netop udbygget akkumuleringskapacitet – og en høj grad af integration med elmarkedet.

    På den måde har Assens Fjernvarme opnået en af landets laveste varmepriser med 12.449 kroner i årlig varmeudgift for en standardbolig.

    - Det er vigtigt for os, at vi har en lav varmepris. Vi kan desværre ikke konkurrere med Hvide Sande, men vi arbejder hele tiden for at komme ned i pris. For nogle år siden gik det så godt på elmarkedet, at vi kunne halvere varmeprisen i halvandet år. Vi er blevet kaldt klimatosser, men vi er økonomiske klimatosser. Vi investerer kun, hvis det kan betale sig, og det kan holde varmeprisen nede, siger Søren Edlefsen.

    Stort konverteringsprojekt

    En anden stor beslutning, som Søren Edlefsen fremhæver, er udbygningen og konverteringsprojektet i Aarup og fem andre landsbyer 18-20 km fra Assens, hvor der skal kobles 2.500 nye kunder på.

    - Det er en investering på cirka 500 mio. kroner, men der er en tilslutning på 75-80 procent, og der skal nok komme endnu flere til på bagkant, når de hører fra naboerne, hvor godt det er med fjernvarme. Lige nu får vi også hjælp – igen – af stigende gaspriser, så jeg tror vi ender med en meget høj konverteringsprocent i de nye områder, siger Søren Edlefsen.

    Selv om der er dygtige folk i både bestyrelsen og den daglige ledelse, er det fast procedure at man anvender bistand fra rådgivende ingeniører til at regne på nye projekter, inden man tager investeringsbeslutninger - eller undlader at investere.

    - Vi kan godt regne på mange ting selv, men vi ønsker at have et solidt beslutningsgrundlag. Vi skal have kontrolberegnet vores projekter. Det koster lidt penge, men så undgår vi forhåbentlig forkerte investeringer. For eksempel overvejede vi et bioforgasningsanlæg, men da vi gik et par spadestik dybere i beregningerne, viste det sig, at det skulle vi så ikke alligevel, siger Søren Edlefsen.

    Adspurgt om han har fortrudt nogle beslutninger, lyder svaret:

    - For en del år siden besluttede vi at investere i at plante energipil, som vi skulle bruge til vores varmeproduktion. Det var en grøn case, hvor vi producerede vores egen biomasse i nærområdet. Så klimamæssigt og miljømæssigt var det en god case. Men vi brugte meget tid – for meget tid – på det. Vi tabte ikke penge, men vi tjente heller ikke penge. Og vi kunne have købt flisen lige så billigt fra andre. Så vi valgte at sælge selskabet, siger Søren Edlefsen.

    Plads til diskussioner

    Det er ikke kun Søren Edlefsen, som har lang anciennitet i bestyrelsen i Assens Fjernvarme. Der er også medlemmer, som har rundet 30 og 25 år.

    - Vi har altid haft gode bestyrelser, og vi har fuld belægning til alle møder. Det er vigtigt at skabe et rum, hvor der er plads til diskussioner og forskellige meninger. Men jeg husker ikke, at vi nogensinde har haft en afstemning i bestyrelsen. Hvis vi ikke har kunnet blive enige, har vi skubbet punktet til næste møde, og så har vi truffet en beslutning. Som formand risikerer man også, at man ikke altid er den klogeste, og så skal man være klar til at lytte og måske ændre holdning. Vi prøver aktivt at rekruttere folk med kompetencer, som vi har brug for, så der også er en faglighed at trække på. Vi er også lykkedes med at få et medlem fra det konverterede område ved Aarup, så vi har en repræsentant for det nye forsyningsområde, siger han videre.

    Ud over sit arbejde i Assens Fjernvarme har Søren Edlefsen siddet i bestyrelsen for Dansk Fjernvarme i 22 år - fra 2000 til 2022.

    - Det har været uvurderligt at være med i Dansk Fjernvarmes bestyrelse. Der sidder man jo sammen med de store drenge i klassen, som kan lidt mere end deres fadervor. Der bliver delt ud af viden og erfaringer, som vi også har kunnet bruge i Assens. Teknologisk er branchen i dag et helt andet sted med AI og automatisering end for 40 år siden. Produktionsplanlægning styres af algoritmer. Branchen bliver også mødt af mange flere forskellige regler i dag, og det stiller krav til bestyrelser og medarbejdere. I gamle dage havde vi kun en bogholder, i dag har vi en økonomichef. Vi er dybt afhængige af dygtige medarbejdere og prøver at skabe attraktive rammer for dem, siger Søren Edlefsen.

    I det hele taget har Søren Edlefsen gennem årene været lokal aktiv i mange sammenhænge både inden for energi, kultur og politik – og han har sågar været medstifter af en golfklub, selv om han aldrig har spillet golf.

    - Jeg kan godt lide at være med, hvor der skal bygges noget op. Jeg har aldrig spillet golf og kommer heller ikke til det, men det var sjovt at være med til at bygge en golfklub op og skaffe de første par hundrede medlemmer, inden jeg takkede af, siger han.

    Elektrificering afløser biomasse

    I løbet af de 40 år i fjernvarmen har han set først olie blive afløst af kul, som blev afløst af naturgas, som blev afløst af biomasse, som nu ser ud til at skulle afløses af elektrificering.

    - Der blev investeret milliarder og atter milliarder i naturgasnettet og derefter milliarder og atter milliarder i biomasse. Alle landets største kraftvarmeværker plus hundredvis af mindre værker er konverteret til biomasse. De investeringer er slet ikke afskrevet endnu, men nu skal vi så af med biomassen, er der nogen som siger. Nu skal vi elektrificere. Hvad bliver det næste, må man spørge? For 10 år siden kunne man ikke sælge et elopvarmet hus. Det er en mærkelig verden. Men vi har fulgt alle politiske ønsker gennem årene, og vi er kun glade for, at vi aldrig fik naturgassen ombord. Nu er vi så i fuld gang med at reducere vores forbrug af biomasse, og så må vi se, hvad man politisk finder på næste gang, siger Søren Edlefsen.

    Efter 40 år i bestyrelsen er han begyndt at blive mødt med spørgsmålet, hvor længe han fortsætter.

    - Jeg vil ikke sætte tidspunkt på, men jeg kan godt love, at jeg ikke tager 40 år mere. Jeg vil også godt love, at jeg er over halvvejs i min tid som formand og medlem af bestyrelsen. Og jeg vil også love, at vi nok skal finde en dygtig efterfølger, siger Søren Edlefsen.

    Sidst opdateret: 24. september 2026

    Andre klikkede på...