EU vil ændre CO2-kvotesystemet – godt nyt for fjernvarmen
EU-Kommissionen er kommet med et forslag til et nyt kvotedirektiv. Udkastet viser gode takter for fjernvarmen, hvor affaldsenergi foreslås inkluderet, antallet af gratiskvoter hæves, og der kan komme bedre økonomi i at lagre biogen CO2.
EU-Kommissionen har i dag, fredag den 17. juli, fremlagt sit forslag til en revision af kvotedirektivet, som udgør lovgrundlaget for EU's CO2-kvotesystem (EU ETS – Emissions Trading System). ETS er verdens største CO2-kvotemarked og et af EU's vigtigste instrumenter til at reducere drivhusgasudledningerne og nå de europæiske klimamål.
- Forslaget har været ventet med stor spænding. De seneste år er presset vokset fra dele af europæisk industri og flere medlemslande, som mener, at høje CO2-kvotepriser svækker virksomhedernes internationale konkurrenceevne. Det har fået opmærksomhed i Bruxelles, som har haft lang debat om en revidering af ETS. Det forslag, vi ser nu, er meget positivt i forhold til, hvad Dansk Fjernvarme har arbejdet for at få med, siger Jannick H. Buhl, områdechef for EU-anliggender og bestyrelsesmedlem i Euroheat & Power.
Justering af reduktionskurve, flere gratiskvoter, affaldsenergi og biogen CCS
Kommissionens forslag indebærer en justering af reduktionskurven for antallet af kvoter, så udbuddet reduceres langsommere end efter de gældende regler. Dermed udskydes tidspunktet, hvor antallet af tilgængelige kvoter når nul. Det vil lægge en dæmper på stigningen i kvoteprisen i de kommende år.
Der lægges samtidig op til ændringer i reglerne for gratiskvoter. For fjernvarmesektoren betyder det, at sektoren vil kunne modtage gratiskvoter i en længere periode, da der nu lægges op til, at gratiskvoterne løbende reduceres fra 2030 til 2040, hvor de udfases. Det har været en central prioritet for Dansk Fjernvarme, som gennem længere tid har arbejdet for en løsning, der tager højde for fjernvarmens særlige vilkår.
Dansk Fjernvarme har desuden haft fokus på, om Kommissionen ville foreslå at inkludere affaldsenergianlæg i kvotesystemet i hele EU. I dag har kun få medlemslande – herunder Danmark – valgt at inkludere affaldsenergianlæg i ETS. Det er derfor positivt, at Kommissionen lægger op til en bred europæisk inklusion, der fases ind i perioden 2031-2034, da det vil skabe mere ensartede konkurrencevilkår for affaldsenergianlæg på tværs af medlemslandene.
Et andet vigtigt fokusområde for Dansk Fjernvarme har været at få negative emissioner integreret i kvotesystemet, hvilket Kommissionen også har foreslået. Det vil i princippet betyde, at virksomheder, som fanger og lagrer biogen CO2 gennem CCS, vil kunne modtage en økonomisk værdi for de negative emissioner via kvotesystemet. Det kan blive et vigtigt instrument til at realisere investeringer i CO2-fangst på anlæg i fjernvarmesektoren.
Uenighed i EU
Flere regeringsledere har opfordret Kommissionen til at justere kvotesystemet, så virksomheder kan få mere forudsigelige rammevilkår, og sikre at kvoteprisen udvikles bliver mindre stejlt. Den tyske kansler Friedrich Merz har blandt andet argumenteret for, at kvotesystemet skal understøtte europæisk konkurrenceevne, mens den franske præsident Emmanuel Macron har fremhævet behovet for at beskytte europæisk industri mod stigende CO2-kvoteomkostninger.
Andre medlemslande og EU-Kommissionen har imidlertid advaret mod at svække kvotesystemet. Argumentet er, at ETS fortsat er EU's vigtigste markedsbaserede instrument til at drive investeringer i grøn teknologi og dermed styrke Europas langsigtede konkurrenceevne. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har flere gange understreget, at en revision bør forbedre systemets funktion og skabe større stabilitet, men uden at svække de grundlæggende incitamenter til den grønne omstilling.
- Det er derfor en spændende proces forslaget går ind i nu, hvor der skal findes et kompromis, som medlemslandene skal kunne se sig selv i. Men det vi ser nu fra Kommissionen, er meget positivt, slutter Jannick H. Buhl.
Kommissionens forslag markerer begyndelsen på de politiske forhandlinger mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Begge institutioner har signaleret et ønske om en relativt hurtig behandling, og den endelige revision af kvotedirektivet forventes vedtaget i løbet af første kvartal 2027.