Gå til hovedindhold
Klima- & Miljøforhold
Dansk Fjernvarme

Euroheat & Power støtter inklusion af affaldsforbrænding i EU’s kvotehandel

Dansk Fjernvarmes faglige forberedelse og samarbejde med andre europæiske medlemsorganisationer har bidraget til en fælles position i Euroheat & Power. Organisationen støtter nu inklusion af affaldsforbrænding i ETS med forbehold om beskyttelse af fjernvarmen og værn mod konkurrence fra deponi.

30. sep. 2026
Niels Peter Berg, npb@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den europæiske brancheorganisation for fjernvarme og fjernkøling, Euroheat & Power (EHP), har nu mandat til at arbejde konstruktivt for, at affaldsforbrænding omfattes af ETS, EU’s kvotehandelssystem.

    Det giver fjernvarmesektoren en fælles europæisk stemme i arbejdet med at udforme reglerne. Støtten fra EHP er betinget af, at centrale hensyn til fjernvarmen og konkurrencen fra deponering bliver håndteret.

    Den fælles position kommer, mens EU behandler Kommissionens forslag fra juli om at revidere ETS og gradvist inddrage affaldsforbrænding fra 2031. Der arbejdes mod enighed om revisionen i første kvartal 2027, og mulighederne for at påvirke reglerne skal derfor udnyttes nu. Derfor tog Dansk Fjernvarme inden sommerferien initiativ til at få ETS højt på EHP’s dagsorden, så organisationen kunne bidrage aktivt til EU-forhandlingerne.

    Fælles regler har betydning for danske anlæg

    Hovedparten af de danske affaldsforbrændingsanlæg har været omfattet af ETS siden 2013. En fælles europæisk ordning kan derfor mindske forskelle i CO₂-omkostninger mellem anlæg og skabe mere ensartede konkurrencevilkår. Kommissionens konsekvensanalyse fremhæver netop, at den nuværende forskel i regulering kan forvride konkurrencen.

    – Affaldssektoren skal også bidrage til at reducere udledningerne. En fælles europæisk ramme kan styrke både konkurrencen på lige vilkår og investeringerne i omstillingen. Men reglerne skal understøtte varmeudnyttelse og CO₂-fangst og -lagring og undgå, at affald blot flyttes til deponi, siger Niels Peter Berg, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    Faglige argumenter og europæisk samarbejde

    Dansk Fjernvarme har arbejdet for at samle opbakning til denne retning. Indsatsen har kombineret faglig argumentation med tæt dialog mellem medlemsorganisationerne. Et velkoordineret dansk-svensk udgangspunkt gav et fælles grundlag for at drøfte konkurrencevilkår, varmekundernes interesser og mulighederne for at investere i omstillingen.

    De forskellige udgangspunkter blandt medlemmerne i EHP har gjort dialogen vigtig. Flere medlemmer har været bekymrede for højere affalds- og varmepriser og for, at kvoteomkostninger kan gøre deponering mere attraktiv. Arbejdet har derfor også handlet om at finde løsninger, der tager højde for disse bekymringer.

    – I dialogen med vores svenske, finske, norske og tyske kolleger har vi arbejdet for at finde et fælles grundlag, der tager de forskellige bekymringer alvorligt. Det er positivt, at EHP nu kan bruge sin europæiske gennemslagskraft til at påvirke reglerne og varetage fjernvarmens interesser, siger Jannick H. Buhl, områdechef for CCUS, biomasse og EU i Dansk Fjernvarme.

    Arbejdet fortsætter med konkrete krav

    For Dansk Fjernvarme er næste skridt at få omsat opbakningen til en gennemførlig omstilling – dvs. konkrete krav om ensartede konkurrencevilkår på tværs af EU, støtte til varmeudnyttelse og CO₂-fangst og -lagring og værn mod, at affald blot flyttes til deponi

    Mandatet giver EHP mulighed for at arbejde aktivt for disse hensyn. De endelige regler skal fortsat forhandles.

    Sidst opdateret: 30. september 2026

    Andre klikkede på...