Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme
Webinar
Elmarked & Eltariffer

Få overblik over tilslutning af fjernvarme til elnettet

Dansk Fjernvarme og Green Power Denmark inviterer alle medlemmer til et webinar, som vil give dig overblik over, hvad det betyder i praksis, når man står overfor at tilslutte elkedler eller varmepumper til elnettet.

18. maj 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Selv om elnettet netop nu er presset nærmest maksimalt med et reelt stop for tilslutninger hos Energinet, så vælger Dansk Fjernvarme sammenmed Green Power Denmark at afholde et webinar, der giver medlemmer praktisk viden om tilslutning til elnettet.

    Der er nemlig et stort behov for den fortsatte elektrificering af fjernvarme med tilslutning af elkedler og varmepumper. Over 90 procent af de nye anlæg, der tilsluttes i fjernvarmesektoren, er således elbaserede varmeproduktionsanlæg. Og det bliver bare endnu mere udpræget i fremtiden.

    - Fremtidens fjernvarme vil i langt højre grad end i dag være elektrisk. Og det betyder, at energien til varmeproduktion ikke længere skal fragtes med lastbiler eller komme fra rør med gas – men fra elnettet, fortæller chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Michael Søgaard Schrøder.

    Forudsætningen for den fortsatte elektrificering er naturligvis, at der enten er eller bliver mulighed for tilslutning til elnettet, og i mange tilfælde kræver det at netselskaber skal udbygge elnettet.

    Netop derfor skal fjernvarmeselskaberne i god tid forberede sig på, at de kan få muligheden.

    - I lyset af de seneste udmeldinger fra Energinet om at kapacitet i elnettet er en mangelvare, så er det vigtigere end nogensinde at have styr på processerne og dialogen med netvirksomhederne, siger Michael Søgaard Schrøder.

    Sidst opdateret: 18. maj 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...