Gå til hovedindhold
Konverteringer
Projekter & Planlægning
Medlemmer

Fjernvarme: Interesse er fin, men tilslutning er afgørende

Fors roser den store interesse for fjernvarme, som man lige nu oplever i Holbæk. Men det bliver understreget, at det i sidste ende er tilslutningen, der afgør, om der kommer fjernvarme til gasbyen.

1. maj 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Interessen for og nysgerrigheden på fjernvarmen er stigende i Holbæk Kommune, lyder meldingen fra Fors, der står for den massive udrulning af fjernvarme i kommunen. Udmeldingen sker i forbindelse med, at Fors sammen med kommunen gør status for, hvordan det går med projektet, der skal få den førende gasby i Danmark over på netop fjernvarme.

    Og det er bestemt positivt, at mange sætter sig ind i projektet, bemærker fjernvarmechef i Fors Jens Ole Pihl-Andersen:

    - Vi har holdt nogle meget velbesøgte informationsmøder og varmecaféer, hvor vi har præsenteret projektet og svaret på mange spørgsmål. Samtidig kan vi se på vores data, at folk i høj grad orienterer sig i det materiale, vi har gjort tilgængeligt på vores hjemmeside. Det er meget positivt for os at se. Vores vigtigste opgave er at give klar og tilstrækkelig information om projektet og fjernvarme, så borgerne i Holbæk by kan tage stilling på et oplyst grundlag.

    Såvel han som Fors understreger dog vigtigheden af, at interesse ikke i sig selv kan bære fjernvarmeprojektet videre. Der er brug for reelle tilmeldinger, hvis fjernvarmen skal rulles ud.

    - Lokal forankring i form af en høj tilslutningsprocent er fortsat en nødvendighed for at sikre en stabil økonomi i projektet, siger Jens Ole Pihl-Andersen og pointerer, at interessen indtil videre ikke afspejler sig tilslutningsprocenten.

    - Vi har konstruktiv dialog med flere af de store varmeforbrugere, der udgør størstedelen af projektets første etape, men interesse skal veksles til handling, hvis vi skal kunne gennemføre projektet, understreger Jens Ole Pihl-Andersen.

    Holbæk: Vi håber at nå i mål

    Det er i sidste ende Holbæk Kommune, der som myndighed skal træffe beslutning om fjernvarmeprojektets fremtid. Og fra kommunen bliver det understreget, at fjernvarmeomstillingen er central for den grønne omstilling i kommunen.

    - Hvis vi investerer i fjernvarme, investerer vi i en grønnere og mere stabil energiforsyning. Fjernvarme er et fælles projekt, og det kræver, at tilstrækkeligt mange vælger at være med, så vi har et stærkt fundament for at realisere projektet. Sådan ser det dog ikke ud i øjeblikket, men jeg håber bestemt, at vi kan nå i mål med etape 1 og starte udrulningen af fjernvarme i Holbæk by, siger Jarl Falk Sabroe (A), formand for Klima-, Miljø- og Naturudvalget i Holbæk Kommune.

    Kommunalbestyrelsen skal behandle sagen på sit møde den 17. juni 2026, hvor politikerne skal tage stilling til rammerne for det videre arbejde med fjernvarmeprojektet hos Fors.

    Der er fortsat åbent for tilmelding for både private grundejere og virksomheder beliggende i projektets første etape.

    Sidst opdateret: 1. maj 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...