Fjernvarmen har leveret som forventet det seneste år
Formand Jesper Frost Rasmussen noterede sig, at 2025 var endnu et år, hvor medlemmerne havde fuld fart på elektrificering og konvertering. Og hvor Dansk Fjernvarme som brancheorganisation har udviklet sig yderligere.
Fjernvarmeselskaberne i Danmark har det seneste år igen haft fokus på yderligere elektrificering og konvertering fra fossil til grøn boligopvarmning. Men 2025 har også båret præg af den fortsatte internationale uro, der kræver øget opmærksomhed på beredskab og forsyningssikkerhed.
Det var nogle af de primære overskrifter i den beretning, som formand Jesper Frost Rasmussen leverede på den ordinære generalforsamling i Dansk Fjernvarme torsdag i Kolding.
- Alt i alt synes jeg det har været et år, hvor vi har leveret det, der er forventet af os – og lidt mere til. Og det synes jeg der er grund til at glæde os over, konkluderede formanden over for de fremmødte repræsentanter for landets omkring 350 fjernvarme- og affaldsenergiselskaber.
Jesper Frost Rasmussen nævnte – omkring den økonomiske regulering – at fjernvarmeselskaberne har som mål at kunne levere ”konkurrencedygtig, komfortvenlig, grøn fjernvarme”, og at Dansk Fjernvarme på sine medlemmers vegne har kæmpet for, ”hvordan rammerne for vores arbejde skulle udvikles”.
Det har, nævnte han, ikke altid været en nem kamp, men fremhævede dog ophævelsen af prisloftet på overskudsvarmen som en sejr.
Dertil har fjernvarmesektoren nået endnu en milepæl – nemlig mere end to millioner boliger opvarmet med fjernvarme. Mållinjen blev krydset i efteråret 2025, og det vil blive markeret på den anden side af generalforsamlingen, lød det fra formanden.
Jesper Frost Rasmussen kom også omkring den omfattende elektrificering af varmeproduktionen, som i dag udgør mere end 10 procent af den samlede energiproduktion hos fjernvarmeselskaberne.
- Og så ved jeg godt, at vi er mange der har udfordringer med elnettet, de mange forsinkelser og at vi ikke får adgang til den fulde kapacitet i elnettet når vi endelig får adgang. Det er selvfølgelig ikke godt nok, slog han fast og tilføjede:
- Men modsat flere af de andre brancheforeninger og sektorer, så har vi valgt at tage samarbejdskasketten på og i stedet for at skælde ud på elnetselskaberne og Energinet, så intensivere samarbejdet med dem.
Endelig berørte han som formand også spørgsmålet om øget samarbejde og en mulig sammenlægning med en række andre brancheorganisationer. Det kom frem på den forrige generalforsamling, hvor det blev overladt til bestyrelsen af arbejde videre og komme med en anbefaling på dette års generalforsamling.
- Bestyrelsen er nået frem til den konklusion at der ikke er opbakning i den samlede kreds til at nedlægge Dansk Fjernvarme som forening og indgå i en ny fælles brancheforening i forsyningssektoren. Dette på trods af at der også er delte meninger i medlemskredsen og dermed også medlemmer, der mener det modsatte.
Han understregede dog, at selv om der ikke er fælles opbakning, så fortsætter samarbejdet på de områder, hvor det giver mening for de medlemmer, der ser en fordel i det.
Skriv kommentar