Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Varmekilder
Produktion

Flydende gas giver ny afhængighed i EU

EU har fået en blind vinkel med importen af LNG fra USA, der truer med at skabe en ny afhængighed, selv om vi er klar på at slippe af med afhængigheden af Putin.

27. jan. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Siden energikrisen har EU forsøgt at skabe enighed og handling på tværs af Europa om at slippe ud af gasafhængigheden af Rusland. Det er langt fra lykkedes endnu – vi importerer fortsat en stor gas fra Rusland – men EU er på vej til at slippe afhængigheden.

    Men – lyder advarslen – vi er måske godt på vej til at løbe direkte i armene på en anden stor gaseksportør og dermed skabe en ny afhængighed – nemlig af flydende gas fra USA.

    En ny rapport fra det norske Institut for International Handel konkluderer, at EU fremover får nogenlunde den samme afhængighed af USA, som vi hidtil har haft af Rusland. 59 procent af den europæiske import af LNG kom i 2025 fra USA – og den har været kraftigt stigende over de senere år.

    - Rapporten ser en risiko for at den voksende politisering af energi, kombineret med stigende afhængighed af amerikansk LNG, udsætter Europa for et strategisk pres fra USA, der kan føre til høje omkostninger, prisvolatilitet og geopolitisk pres, siger seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen.

    Bekymring i Europa

    Frem til 2019 udgjorde eksporten af gas fra USA til Europa blot omkring fem procent årligt – med den stigende import af LNG udgør importen en fjerdedel af EU’s samlede gasimport i 2025.

    Det vækker bekymring rundt om i EU og Europa, for lige siden præsident Donald Trump igen kom til magten, har han forsøgt at bruge USA’s handelspolitik til at øve pres på lande, han er uenig med. Det har været gældende for krigen i Ukraine; det har været en del af magtkampen om Grønland.

    Trump-administrationen har fremmet denne afhængighed ved at presse Europa til at øge importen fra USA som led i den handelsaftale, EU indgik med USA sidste år.

    I 2025 steg leverancen af LNG fra USA til EU med omkring 60 procent i forhold til året før ifølge tænketanken Bruegel.

    Analytikere siger, at mængden formentlig vil stige. Selv om Europa investerer i vedvarende energi som vind og sol, har man stadig brug for naturgas til opvarmning af boliger og til industrien.

    - Gasafhængigheden er knap så udtalt i Danmark som i resten af EU. Men vi vil blive påvirket, hvis gaspriserne stiger, fordi det bl.a. slår igennem på elpriserne, siger Søren Magnussen og påpeger, at omstillingen væk fra gas til fx fjernvarme, ser ud til at miste tempo i Danmark.

    - Vi har fortsat en gaskrise i Danmark og i EU – selvom det langt fra er på niveau med krisen i 2022. For vi er ikke sluppet fri af afhængigheden og importerer jo fortsat gas fra Rusland, selv om alle er enige om, at vi skal stoppe det, forklarer Søren Magnussen.

    Gas skal ud af boligopvarmning

    Han gentager opfordringen fra Dansk Fjernvarme til at holde trykket på konverteringsnødvendigheden i Danmark. Det er ikke rettidig omhu, når Venstre og Moderaterne letter trykket og ligefrem opfordrer danskerne til bare at holde fast i den naturgas, der opvarmer deres boliger i dag.

    - Gas skal ud af boligopvarmningen i Danmark. Både af hensyn til den grønne omstilling og klimaet, men også fordi forbrugere med gasopvarmning altid vil være udsat for den geopolitiske udvikling – uanset hvor meget gas vi selv producerer, og hvor grøn den danske gasproduktion er.

    Sidst opdateret: 27. januar 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...