Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Varmekilder
Produktion

Forsyning, sikkerhed og uafhængighed i en ny europæisk virkelighed

Tænketanken Brundtland inviterer til konference for at sætte fokus på, at Europas nødvendige udbygning af forsyning ikke alene handler om kapacitet og teknologi, men også om ejerskab, styring og ansvar.

10. mar. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Professor Brian Vad Mathiesen er blandt oplægsholderne på DRIVKRAFT, der afholdes i begyndelsen af april i København. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Den globale orden, som de seneste årtiers klima- og energipolitik har været bygget på, er under opbrud. Adgang til billig energi, stabile råstoffer og velfungerende globale værdikæder kan ikke længere tages for givet.

    Det betyder, at klima- og forsyningspolitik i stedet i stigende grad er blevet et spørgsmål om sikkerhed, uafhængighed og samfundets evne til at klare sig selv.

    Det bliver omdrejningspunktet for konferencen DRIVKRAFT, som Tænketanken Brundtland står bag og afholder den 9. april hos Kammeradvokaten i København.

    I den nye virkelighed indtager forsyningssektoren en helt central rolle - og et tilsvarende ansvar. Ikke blot som leverandør af vand, varme, energi og affaldshåndtering, men som kritisk infrastruktur, der kræver strategisk og demokratisk lederskab.

    På konferencen kan du møde:

    Mød blandt andre Brian Vad Mathiesen, Professor, Institut for Bæredygtighed og Planlægning, AAU, Jakob Dreyer – forsker i europæisk klima- og sikkerhedspolitik, KU, Ellen Trane Nørby, Forperson for DANVA. 

    Brundtland vil give en præsentation af den nyeste analyse om forsyningens samfundsøkonomiske bidrag. Brundtland vil også give sine sigtelinjer for, hvad forsyningssektoren kan gøre, for at sikre Europas strategiske autonomi.

    Adgang til rent drikkevand, stabil varmeforsyning og sikker håndtering af knappe ressourcer er grundlæggende forudsætninger for samfundets funktion, sociale stabilitet og politiske legitimitet. Derfor er forsyning ikke længere et snævert teknisk eller miljømæssigt anliggende, men en kerneopgave for samfundets samlede udvikling.

    Danmark har en særlig position, fordi vi har et stærkt udbygget fjernvarmesystem, erfaring med elektrificering, affaldsenergi og gasudfasning - og adgang til rent drikkevand uden rensning.

    Samtidig er store dele af den danske forsyningssektor demokratisk ejet og lokalt forankret, hvilket har muliggjort langsigtet planlægning, høj tillid og brede samfundshensyn. Denne model har vist, at demokratisk ejerskab af kritisk infrastruktur ikke er en hæmsko, men en styrke.

    Sidst opdateret: 10. marts 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...