Gå til hovedindhold

Fra plan til virkelighed: Berlin gentænker sin fjernvarme

EU stiller nye krav om varme- og køleplanlægning i større byer. På Euroheat & Powers Summit gav Christian Feuerherd fra det kommunalt ejede BEW i Berlin et indblik i den tyske hovedstads omfattende omstilling.

4. nov. 2026
Flemming Linnebjerg Rasmussen, fr@danskfjernvarme.dk

– Vi fokuserer ikke på én enkelt teknologi. Vi integrerer alt det, der giver mening og er relevant, lød det fra Christian Feuerherd, direktør i BEW Berliner Energie und Wärme på EHP Summit. Foto: Foto: TBLM Studios.

Indhold

    Varmeforsyning er rykket højere op på den europæiske dagsorden. Med det reviderede energieffektivitetsdirektiv skal EU's medlemslande nu også sikre, at kommuner med mere end 45.000 indbyggere udarbejder lokale planer for opvarmning og køling.

    Planerne skal blandt andet kortlægge varme- og kølebehovet, identificere muligheder for energieffektivisering og pege på, hvordan vedvarende energi og overskudsvarme kan udnyttes bedre. Samtidig skal relevante aktører – herunder energiselskaber og borgere – inddrages i arbejdet.

    Men hvordan får byerne planer, strategier og politiske målsætninger omsat til konkrete investeringer, anlæg og nye forbindelser i jorden?

    Disse spørgsmål var omdrejningspunkt for en session på Euroheat & Powers Summit i Bruxelles, hvor repræsentanter fra blandt andet Bruxelles-området, Amsterdam og Luxembourg delte perspektiver på arbejdet med at føre varmeplanerne ud i livet.

    Et af de konkrete eksempler kom fra Berlin, hvor Christian Feuerherd fortalte om den omfattende omstilling af byens fjernvarmesystem.

    Berlin har overtaget varmeforsyningen

    Christian Feuerherd står i spidsen for arbejdet med at omstille BEW Berliner Energie und Wärme, der driver et af Europas største fjernvarmesystemer.

    I maj 2024 overtog delstaten Berlin hele Vattenfalls varmeforretning i byen og gjorde dermed igen fjernvarmeselskabet til et offentligt ejet selskab. Det skete efter mere end 20 år med Vattenfall som ejer. Tilbagekøbet omfattede blandt andet kraftværker og fjernvarmenet.

    For Feuerherd betyder det, at han på én gang skal drive og vedligeholde et eksisterende energisystem, som fortsat er stærkt afhængigt af fossile brændsler, og samtidig opbygge et helt nyt, mere bæredygtigt system.

    Han var oprindeligt betænkelig ved, om kommunalt ejerskab var den rette konstruktion til at føre fjernvarmen ind i fremtiden. Et par år senere har han ændret opfattelse.

    – Det, som kommunen har givet os, er faktisk selve muligheden for at handle. Både når det gælder forsyningssikkerhed, overkommelige priser og naturligvis omstillingen af byen, fortalte han og tilføjede, at der blev truffet beslutninger til 750 millioner euro på det første efter at det nye, offentlige ejerskab var trådt i funktion.

    Hans pointe er, at det offentlige ejerskab ikke er et mål i sig selv. Evnen til at handle var målet.

    Opgaven er således også omfattende: BEW driver ét hovednet og seks lokale fjernvarmenet med en samlet rørlængde på mere end 2.000 kilometer. Omkring 700.000 husstande får varme fra systemet, der i 2025 havde et varmesalg på 8,6 TWh. Den installerede varmeeffekt er 5,5 GW, mens selskabet også har 2 GW installeret elektrisk effekt.

    Ingen enkelt teknologi kan løse opgaven

    Ifølge Christian Feuerherd kommer den sværeste del af omstillingen nu. I dag udgør vedvarende energi nemlig fortsat kun en mindre del af energien i det eksisterende fjernvarmesystem. Samtidig har Berlin sat sig som mål at reducere fjernvarmens CO₂-aftryk markant og helt udfase kul senest i 2030.

    Det kræver en bred palet af teknologier og energikilder. Feuerherd fortalte, at BEW arbejder med mere end 30 konkrete projekter og planlægger investeringer på 3,5 milliarder euro over de kommende fem år.

    – Vi fokuserer ikke på én enkelt teknologi. Vi integrerer alt det, der giver mening og er relevant, lød det fra ham.

    Det kommer blandt andet til udtryk i planerne for en række af byens produktionssteder. Her indgår store varmepumper, undersøgelser af mulighederne for geotermi, varmelagre og udnyttelse af overskudsvarme fra blandt andet datacentre og spildevand. Samtidig skal eksisterende kraftvarmeanlæg moderniseres, og der indgår fortsat gas og biomasse i planerne.

    Pointen er ifølge Feuerherd, at omstillingen ikke handler om at erstatte én enkelt teknologi med en anden. Det handler om at opbygge et integreret energisystem, hvor mange teknologier og energikilder supplerer hinanden.

    Borgerne skal med på rejsen

    Teknologi og investeringer er dog ikke nok. Da Christian Feuerherd efter oplægget blev spurgt, hvad der er det vanskeligste ved at omsætte Berlins varmeplaner til konkrete projekter, pegede han på noget andet end teknik: Det handler om at få byens borgere med.

    – Det er måske ikke den vanskeligste del, men det er den mest nødvendige. Man er nødt til at have de mennesker, der bor i byen, med på rejsen, fastslog han.

    Han understregede således, at borgerne ikke blot skal informeres om beslutningerne, men inddrages i selve processen. Det kræver blandt andet åbenhed om tidsplaner, teknologivalg og omkostninger – og en tydelig forklaring på, hvilke konsekvenser det vil have, hvis man ikke ændrer det eksisterende system.

    – Vi skal engagere borgerne og gøre dem til en del af beslutningsprocessen, for det er deres fremtid, der bliver påvirket af det store omstillingsprojekt. Og der er også nogen, der i sidste ende skal betale for det.

    Borgerne er så at sige bindeleddet mellem de overordnede varme- og køleplaner, som mange europæiske byer nu skal udarbejde, og de konkrete løsninger, der efterfølgende skal føres ud i livet.

    Sidst opdateret: 4. november 2026

    Andre klikkede på...