Fremtiden kræver fælles forsyningsfront
Energi- og forsyningsbranchen bør styrke samarbejdet og i højere grad tale med én stemme, så man opnår større politisk bevågenhed og lydhørhed, siger Thomas Lykke Pedersen, som takker af efter 16 år i Dansk Fjernvarmes bestyrelse.
Efter 16 år i Dansk Fjernvarmes bestyrelse genopstillede Thomas Lykke Pedersen ikke ved generalforsamlingen i foråret 2026.
Han opstillede første gang til bestyrelsen og blev valgt i 2010 – samme år han blev valgt ind i byrådet i Fredensborg for Socialdemokratiet og blev borgmester.
- I sin tid blev jeg opfordret til at stille op af en nordsjællandsk politikerkollega, der havde siddet i bestyrelsen, og som synes at Nordsjælland fortsat skulle være repræsenteret. Jeg havde på det tidspunkt arbejdet ni år i Dansk Energi, så energibranchen var ikke ukendt for mig. Jeg sad også på et par andre tillidsposter i branchen og interesserede mig for området, så på den måde lå bestyrelsesopgaven i naturlig forlængelse af mit virke indtil da, siger Thomas Lykke Pedersen, som sideløbende i alle 16 år har været medlem af byrådet og borgmester i Fredensborg Kommune. En post han stadig bestrider efter seneste kommunalvalg.
- Jeg har haft 16 gode år i bestyrelsen, selv om det ikke skal være nogen hemmelighed, at fjernvarmen i mange år ikke havde den store landspolitiske bevågenhed. Det ændrede sig brat i 2022 efter Ruslands invasion af Ukraine, da hele forsyningssituationen og energipriserne eksploderede. Alle kommuner skulle lave nye varmeplaner. Så kom fjernvarmen virkelig på landkortet, fordi vi kunne levere omstilling væk fra fossile brændsler. Det er nok den største omvæltning i min tid i bestyrelsen. Også selv om vi må konstatere, at konverteringerne ikke sker i samme tempo som for et par år siden, siger Thomas Lykke Pedersen.
Bedre interessevaretagelse
Han kom til bestyrelsen med en årrække bag sig som konsulent i daværende Dansk Energi – i dag Green Power Denmark.
- Jeg tror, der var nogen i bestyrelsen, som kiggede på mig som en fra den anden lejr. Dengang var forholdet mellem Dansk Fjernvarme og Dansk Energi ikke det allerbedste. Det har heldigvis ændret sig til det bedre. I dag oplever jeg, at vi på lange stræk har mange fælles interesser og synspunkter. Forsyningssikkerhed er jo kommet helt op i toppen af den politiske dagsorden, så branchen burde samle kræfterne i endnu højere grad end hidtil. Vi må prøve at se ud over forskellene og danne en mere samlet front over for Folketinget og regeringen, så der bliver lyttet mere til os, fordi vi taler med én stemme og ikke ligger i indbyrdes strid, siger Thomas Lykke Pedersen.
Internt i Dansk Fjernvarme har der også været diskussioner og uenigheder mellem medlemsselskaberne.
- Vi har været gennem et forløb, hvor de små selskaber ikke følte, de blev hørt tilstrækkeligt, og der blev nedsat et udvalg, hvor jeg deltog for at komme med nogle løsninger. Der blev etableret en valggruppe hvor de små selskaber fik mere indflydelse. DFH blev etableret og har hjulpet de små selskaber med en lang række opgaver. Men omvendt havde det da også været underligt, at næsten 400 selskaber skulle være enige om alting. Vi må erkende, at selskaberne har forskellige udgangspunkter og sådan vil det blive ved med at være, siger han og fortsætter:
- Jeg synes, at vi i bestyrelsen har været meget orienteret mod konsensus, også selv om der ikke altid har været enighed om alting. Vi har formået at føre meget af vores strategi ud i virkeligheden. Vores indflydelse på Christiansborg er blevet markant forstærket. Vi er simpelthen blevet bedre til politisk interessevaretagelse. Jeg tror, det ville have set markant værre ud for branchen og udbredelsen af fjernvarme, hvis ikke vores interessevaretagelse var løftet op til et højere niveau. Så det skal vi klappe os selv på skulderen for, siger han.
Brug for bedre rammevilkår
Der er dog stadig meget arbejde, som skal gøres for at fremme fjernvarmen.
- Der er kommet alt for meget regulering af fjernvarmen. Reglerne og kravene er blevet alt for komplekse og lægger beslag på mange ressourcer i selskaberne, mens det er svært at se, hvad gevinsterne er. Man bør afregulere sektoren og aflaste selskaberne. Desværre er der risiko for, at regulering også bremser den grønne omstilling, fordi man lægger hindringer i vejen for nødvendige, nye løsninger, siger Thomas Lykke Pedersen.
Han peger også på, at man bør arbejde videre med at ændre rammevilkår, når det gælder investeringer og afskrivning.
- Vi har fået forlænget afskrivning på rør til 45 år, og det bør også gælde andre typer anlæg. Det er meget rigidt med de krav, der er til projektøkonomien i dag, og de krav forhindrer måske investeringer i den nødvendige omstilling. Fjernvarmen er jo kommet for at blive, så man kunne sagtens forlænge afskrivningerne helt generelt. Det ville hjælpe selskaberne med deres investeringer, og der er jo også nogle overordnede klimamål der skal nås, og som man kunne understøtte på den måde, siger Thomas Lykke Pedersen.
Den aktuelle pause for nye, store eltilslutninger gør det efter hans mening nødvendigt at holde fast i andre energikilder. Han er er tilhænger af gasudfasning fra boligopvarmning, men ønsker ikke at fastsætte en slutdato for brug af naturgas.
- Hvis de seneste år har lært os noget, er det at vores vilkår kan ændre sig voldsomt fra det ene øjeblik til det næste. Vi lever i uforudsigelige tider. Se nu bare stoppet for nettilslutninger. Hvem havde set det komme? Så jeg vil være varsom med at afskære os fra bestemte energikilder i utide. Vi risikerer i værste fald at stå uden den fornødne energi. Så jeg vil hellere sige – lad os komme af med naturgassen i boligerne hurtigst muligt, siger Thomas Lykke Pedersen.
Brug for tættere samarbejde
Når Thomas Lykke Pedersen bliver bedt om at give stafetten videre til den nye bestyrelse i Dansk Fjernvarme, siger han:
- For det første skal man prøve at styrke samarbejdet med andre brancheforeninger i forsyningssektoren, ingen nævnt, ingen glemt. Fusioner har været drøftet som en mulighed. Det er nu sat på pause. Men den brændende platform, som forsyningssikkerheden står på i dag, kalder på at energi- og forsyningssektoren står mere sammen Det gælder for eksempel, når vi bliver præsenteret for hovedløse konsulentrapporter om effektiviseringer af forsyningsbranchen, som vi så for nogle år siden. Vi opnår ikke noget ved splittelse mellem forsyningsarterne. Vi hænger efterhånden så meget sammen i kraft af sektorkoblingen, at man måske skal genoverveje, om der er brug for et mere formelt samarbejde på tværs af vand, varme og el, siger Thomas Lykke Pedersen og fortsætter:
- Min anbefaling til bestyrelsen i Dansk Fjernvarme vil også være, at man fortsat bruger kræfter på at hjælpe de små selskaber og værker i foreningen – for at styrke sammenhængskraften. Vi har udfaset handelsselskabet, som har hjulpet de små selskaber på mange forskellige måder de seneste år. Det har været opgaver, som selskaberne ikke selv har kunnet løse, eller hvor det har givet mest mening at samle kræfterne – energibesparelser, fjernvarmedeklarationer, beredskabsmodul, GDPR, inkasso osv. Vi har aflastet de små selskaber, og det tror jeg stadig der er et behov for, siger han.
- Endelig vil jeg også gerne sige tak til sekretariatet og kollegaerne i bestyrelsen for mange timer med gode diskussioner. Jeg har været stolt over at repræsentere Dansk Fjernvarme – vi har i den grad bidraget til den bæredygtige omstilling, og det skal vi fortsætte med, slutter Thomas Lykke Pedersen.