Gå til hovedindhold
Energipriser
Forsyningssikkerhed
Dansk Fjernvarme

Gaspriserne er fortsat på et højt niveau

De europæiske priser på gas er fortsat høje – omkring 15 til 20 Euro pr. MWh over prisniveauet før krigen i Mellemøsten. Og priserne ser ud til at holde ind i 2027, fremgår det af den seneste udgave af Markedsnotatet fra Dansk Fjernvarme.

19. maj 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er – som bekendt – intet sværere end at forudsige fremtiden. Det gælder måske netop for energipriserne, der i hvert fald for nogle energikilders vedkommende drøner op og ned på prisbarometret og har gjort det flittigt de seneste måneder.

    Den seneste udgave af Markedsnotatet fra Dansk Fjernvarme slår således fast, at gaspriserne fortsat holder sig på et niveau, der er en del over priserne fra før USA og Israel indledte krigen mod Iran.

    Som det er nu – og har været den seneste måned – så er prisen i snit på 15-20 Euro pr. MWh over prisen før krigen. Det er dog kendetegnende for den seneste måned, at prisudsvingene er ganske markante fra dag til dag.

    - Gaspriserne er steget og faldet en del, som vi bl.a. har set det den seneste uges tid. Men hvis vi trækker et snit, så vi nok et sted mellem 45 og 50 Euro, siger seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Emil Kjøller Alexandersen.

    Han fortæller videre, at det fortsat er forventningen fra gasmarkedet, at de endnu relativt høje gaspriser vil vare ved indtil februar 2027. Det er en lidt mere positiv melding i forhold til tidligere, hvor den høje pris forventedes at ville vare noget længere.

    Dog – understreger Emil Kjøller Alexandersen – er det fortsat forventningen, at vi skal helt hen til april 2028, før gasprisen vil være nede på samme niveau som vi havde i december 2025.

    Det urolige prisniveau har i den samme periode – den seneste måned – været endnu mere tydeligt for andre energiformer.

    - Vi kan se, at både olie, kul og CO2-kvoter prismæssigt er steget lidt siden sidste måned, så den nye energikrise er ikke på nogen måde afblæst endnu, siger Emil Kjøller Alexandersen.

    Markedsnotatet – der blev udsendt op til Kristi Himmelfart – viser videre, at elprisen var væsentligt lavere i april end i marts, men at den samtidigt var noget højere end april sidste år og også højere end i december.

    - Der har været mange dage med store prisforskelle, hvor det har været meget billigt midt på dagen og dyrt hele aftenen og natten, hvor solcellerne ikke har produceret el, og den dyre gas har sat elprisen, lyder forklaringen fra Emil Kjøller Alexandersen.

    Sidst opdateret: 19. maj 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...