Genåbning af nettilslutning er godt for fjernvarmen
Dansk Fjernvarme ser positivt på, at Energinet snart igen åbner for muligheden for tilslutning til elnettet. Stort set alle fjernvarmeprojekter vil kunne prioriteres i Kategori 1 eller Kategori 2, mener Dansk Fjernvarme.
Energinet har nu formelt meldt ud, at de fra november igen kan åbne op for, at aktører – herunder fjernvarmeselskaber – kan få nye tilslutninger til elnettet. Det fremgår således af en pressemeddelelse, at ”flere hundrede elforbrugere og elproducenter snart kan få svar på deres ansøgning om tilslutning til elnettet”.
- Fjernvarmeselskaberne har ventet tålmodigt med deres elektrificeringsprojekter de seneste otte måneder for at afvente både den politiske akutpakke og Energinets nye køreplan, siger Michael Søgaard Schrøder, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.
- Derfor er det dejligt, at der nu igen åbnes op for tilslutning til elnettet, tilføjer han.
Næsten alle projekter er i Kategori 1 og 2
Energinet skriver i sin pressemeddelelse fra onsdag formiddag, at husstande, mindre virksomheder samt samfundskritiske funktioner i kategori 1 fortsat vil kunne få den kapacitet, de har brug for.
Samtidig – fremgår det af meddelelsen – er det Energinets forventning at skabe mere plads i eltransmissionsnettet med en række nye tekniske og driftsmæssige tiltag, så også hovedparten af de modne og nettilslutningsparate forbrugsprojekter i kategori 2 kan få kapacitet.
- Stort set alle fjernvarmesektorens elektrificeringsprojekter, som ligger i kø lige nu, vil kunne prioriteres i kategori 1 eller 2, og det er jo positivt for den videre elektrificering af danskernes fjernvarmeforsyning, konstaterer Michael Søgaard Schrøder.
Han fortsætter:
- Elnettet har behov for fleksible og netvenlige tilslutninger, som udnytter elnettet bedre. Fjernvarmeselskaberne har allerede rigtig mange store elkedler tilsluttet på "begrænset netadgang", på grund af fjernvarmens mulighed for at være fleksible i elnettet. Den værdi bør stadig prioriteres i den videre udvikling af nye løsninger til elnettet, siger han videre.
Kategori 3 og 4 kræver nye løsninger
Projekter i kategori 3 og 4, herunder energilagring og øvrige store forbrugsprojekter, får svar på ansøgninger om tilslutning til transmissionsnettet senere i november, men det ser svært ud at give fuld netadgang til alle projekter i kategori 3 og 4 fremgår det af pressemeddelelsen fra Energinet, der også skriver, at de beregner mulighederne på baggrund af data om lokale projekter modtaget 16. oktober.
- En del af fjernvarmens store elkedler risikerer at ende i kategori 3, som de nye regler ser ud. Udmeldingen fra Energinet om, at der ikke er kapacitet til denne kategori 3 giver derfor en smule panderynker. Men vi afventer den endelige udmelding og hæfter os ved, at der er bedre muligheder for tilslutning af elkedler på begrænset netadgang, siger Michael Søgaard Schrøder.