Gå til hovedindhold

Godt og grønt finanslovsudspil har fokus på de rigtige ting

Regeringen præsenterer en finanslov, der vil sætte retning for den grønne omstilling i el- og varmesektoren - Med 650 mio. kroner til øget elektrificering i 2027, og 200 mio. kroner til Fjernvarmepuljen for at fremme grøn varme.

9. okt. 2026

- Det positivt, at regeringen afsætter 200 mio. kroner til Fjernvarmepuljen. Vi skal have den dyre gas og olie ud af den private opvarmning, så vi kan sikre en grøn og robust varmeforsyning, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Dansk Fjernvarme ser positivt på regeringens finanslovsudspil. Det indeholder gode takter for den grønne omstilling og et vigtigt fokus på elektrificering, som skal sikre forsyningssikkerheden og understøtte den grønne omstilling af samfundet.

    - Det er meget positivt, at regeringen sætter 650 mio. kroner af til elektrificering af blandt andet fjernvarmeproduktionen, så flere fjernvarmeselskaber kan sende fjernvarme produceret på sol- og vindenergi ud til danskerne. Samtidig oplever vi store udfordringer i elnettet med begrænset kapacitet. Derfor er det vigtigt, at der sættes tempo på udbygningen af både elnettet og den vedvarende energi, for klimaets og forsyningssikkerhedens skyld, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.

    Regeringen afsætter 650 mio. kroner til elektrificering i 2027 og 850 mio. kroner årligt i perioden 2028-2030.

    200 mio. kroner skal udfase flere gasfyr

    Regeringen har afsat 200 mio. kroner til Fjernvarmepuljen, som skal sende endnu flere gasfyr på pension fra 2027.

    - Vi står ved begyndelsen af varmesæsonen, og el-, olie- og gaspriserne ligger allerede på et højt niveau. Det skaber usikkerhed og påvirker danskernes økonomi og velfærd. Derfor er det positivt, at regeringen afsætter 200 mio. kroner til Fjernvarmepuljen. Vi skal have den dyre gas og olie ud af den private opvarmning, så vi kan sikre en grøn og robust varmeforsyning, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.

    Regeringen afsætter samtidig midler til at hjælpe borgere i landdistrikterne med at sende olie- og gasfyr på pension.

    - Fjernvarmen kan ikke nå ud alle steder, og derfor er det vigtigt, at der er støtte til boligejere med olie- og gasfyr, så de kan omstille til grønne alternativer som eksempelvis varmepumper, slutter Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.

    Sidst opdateret: 9. oktober 2026

    Andre klikkede på...