Gå til hovedindhold
Kundeforhold
Jura
Dansk Fjernvarme

Kunder skal have at vide hvorfor varmeprisen stiger

Når et fjernvarmeselskab hæver varmeprisen, skal kunderne ikke kun have besked om, hvor meget prisen stiger – de skal også have at vide hvorfor. Det fremgår bl.a. af Kontraktbekendtgørelsen.

17. aug. 2026

Indhold

    Efter kontraktbekendtgørelsens § 12 skal fjernvarmeselskaber ved enhver justering af leveringsprisen, der er til ugunst for kunderne, oplyse om årsagerne til og forudsætningerne for prisændringen samt ændringens omfang. Oplysningerne skal gives i et klart og forståeligt sprog ved individuel kommunikation.

    Det er vigtigt at være opmærksom på, at pligten til at begrunde prisstigningen gælder alle prisstigninger – både over og under 10 pct.

    10 pct.-grænsen har betydning for, hvornår der er tale om en væsentlig prisstigning med det længere varsel efter § 12, stk. 2. Den ændrer ikke på den grundlæggende pligt efter § 12, stk. 1, til at oplyse kunderne om årsagerne til og forudsætningerne for en prisstigning.

    Selskabet bør derfor i forbindelse med varslingen give kunderne en reel og forståelig forklaring på de forhold, der ligger bag vurderingen af, at der er behov for at hæve varmeprisen.

    Hvis kunden beder om aktindsigt i budgettet

    En kunde kan ønske at gå et skridt videre og f.eks. bede om aktindsigt i det budget, der ligger til grund for prisstigningen og prisfastsættelsen.

    Her skal fjernvarmeselskabet være opmærksom på, om selskabet er omfattet af offentlighedsloven.

    Efter offentlighedslovens § 3, stk. 2, nr. 3, gælder loven for kollektive varmeforsyningsanlæg, der er omfattet af varmeforsyningsloven og har en kapacitet på mere end 10 MJ/s (tommelfingerreglen 2500 parcelhuse).

    Er selskabet omfattet af offentlighedsloven, skal en anmodning fra en kunde om aktindsigt i det budget, der ligger til grund for prisfastsættelsen, derfor behandles efter offentlighedslovens regler.

    Det betyder ikke nødvendigvis, at samtlige oplysninger i budgettet skal udleveres. Offentlighedslovens kapitel 4 indeholder en række undtagelser fra retten til aktindsigt. Det gælder blandt andet oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold samt visse oplysninger om tekniske indretninger, fremgangsmåder og drifts- eller forretningsforhold, når betingelserne for at undtage oplysningerne er opfyldt.

    Det skal vurderes konkret, om der er oplysninger, som kan undtages fra aktindsigt. Hvis kun dele af dokumentet kan undtages, skal selskabet som udgangspunkt give aktindsigt i dokumentets øvrige indhold.

    Vær opmærksom på varslingsfristerne

    Enhver prisstigning skal varsels med mindst en måned – prisstigninger på over 10 pct. med 3 måneder.

    Kunderne ved enhver prisstigning have en begrundelse for prisændringen. Det følger af kontraktbekendtgørelsens § 12 og gælder, uanset om prisstigningen er over eller under 10 pct.

    For det andet kan en kunde bede om aktindsigt i det underliggende materiale, f.eks. budgettet. Er selskabet omfattet af offentlighedslovens § 3, stk. 2, nr. 3, skal anmodningen behandles efter offentlighedslovens regler, herunder reglerne om, hvilke oplysninger der eventuelt kan undtages fra aktindsigt.

    Husk der skal varsles individuelt. Der kan evt. henvises til selskabets hjemmeside for en nærmere begrundelse for prisstigningen.

    Sidst opdateret: 17. august 2026

    Andre klikkede på...