Løsning åbner døren til fremtiden
Løsning Fjernvarme har fordoblet antallet af kunder på fem år og investeret 250 mio. kr. i at fremtidssikre varmeforsyningen. Nu er næste mål at holde varmeprisen i ro i en tid med global uro og usikkerhed på energimarkederne.
Løsning har fået en ny varmestue – og herfra styres varmen til mere end 2.000 forbrugere.
Det er dog ikke en traditionel varmestue, men en ny administrationsbygning som både skal være arbejdsplads for varmeværkets personale, men også åbne dørene for lokalsamfundet.
- Vi har bygget 350 kvadratmeter nye administrationsfaciliteter, så vi ikke skal sidde lige op og ned ad vores produktionsanlæg, hvor der godt kan være nogle heftige decibeller. Nu har vi fået et tidssvarende domicil, som vi også gerne vil tilbyde lokalsamfundet at anvende, da vi har nogle kvadratmeter, som kan bruges meget fleksibelt, fortæller direktør Esben Iversen, Løsning Fjernvarme.
Den nye administrationsbygning er foreløbig sidste etape af en strategi, hvor værket har fordoblet antallet af forbrugere fra cirka 1.000 til mere end 2.000 og konverteret en lang række gaskunder i flere nabobyer.
- Efter fem travle år med udvidelser, konverteringer og nybyggeri ser vi nu frem mod konsolidering og optimering af driften. Vi skal altid prøve at producere vores varme billigere, men som det ser ud lige nu med stigende energipriser og global uro, vil jeg være tilfreds, hvis vi kan holde vores nuværende varmepris de nærmeste år, siger Esben Iversen videre.
Kundefordobling på fem år
Siden 2021 er Løsning Fjernvarme vokset fra ca. 1.050 til over 2.000 forbrugere gennem udvidelser til blandt andet Stjernevejskvarteret, og nabobyerne Øster Snede, Kragelund og Lindved.
- Langt tilbage i tiden har der været planer om at udvide med Stjernevejskvarteret, men først da energipriskrisen rammer i 2022, bliver det muligt at komme i gang, da fjernvarmen rykker op på den politiske dagsorden, og der kommer den fornødne støtte, siger Esben Iversen.
Løsning Fjernvarme fik som et af de første værker tilskud fra fjernvarmepuljen - med hjælp fra DFP.
- Champagnen blev åbnet, og så kunne vi gå i gang med konverteringen af gaskunder. Først i Stjernevejskvarteret i Løsning og derefter i tre nabobyer. Faktisk var vi ude i endnu flere lokalområder og afsøge mulighederne, men det kunne ikke lade sig gøre inden for en ansvarlig økonomi, fortæller Esben Iversen.
Selv om selve konverteringskampagnen er afsluttet, kommer der stadig nye kunder til fra nybyggeri og udstykninger.
- Ud over konverteringen væk fra naturgas er det godt for vores økonomi med flere kunder. Vi har investeret i omegnen af 250 mio. kr. for at gennemføre vores strategi, Så nu åbner vi også døren til en mere robust fremtid - både produktionsmæssigt, klimamæssigt og økonomisk, siger Esben Iversen.
Fire varmekilder
I dag har Løsning Fjernvarme fire varmekilder, som anvendes i skiftende kombinationer: En 6 MW varmepumpe, en 15 MW elkedel, et flisværk på 3-5 MW (afhængig af driftsform) og overskudsvarme fra Daka svarende til 1-2 MW indfyret effekt. Hertil kommer en gaskedel på 5,5 MW til nød- og spidslast.
Siden 1978 har Løsning modtaget overskudsvarme fra Daka, som bearbejder og forædler slagteriaffald. Fra denne proces leveres overskudsvarme ved 70 °C som udgør 1. prioriteten i den daglige varmeforsyning.
- Vi har lige fornyet kontrakten med Daka, og det er vi glade for. Overskudsvarmen udgør en meget stor del af vores grundlast året rundt. Der kan være dage eller timer, hvor strømmen er så billig, at vi kører med varmepumpen eller elkedlen som primære varmekilder, men de fleste dage er Daka-varmen vores grundlast. Alt efter årstiden kan det så være vores fliskedel eller varmepumpen, som leverer resten af varmen, siger Esben Iversen.
Flisværket kører kun i vintermånederne, mens systemydelser og elpriser afgør, hvor meget og hvornår der køres med henholdsvis varmepumpen og elkedlen henover året.
- Elpriser og systemydelser bestemmer mange af vores driftstimer på elkedlen og varmepumpen. Når der ikke er brug for varmen, kan den lægges på vores tanke, siger han videre.
Der er 7.500 kubikmeter varmeakkumulering til rådighed – fordelt på tre tanke – men man vil gerne have mere lagringskapacitet.
- Alle værker vil vist gerne have mere lagring, og det vil vi også. Tankene er vores batterier, og man kan næsten ikke overvurdere betydning af rigelig lagring. Det har branchen i den grad fået øje på. Det er i hvert fald svært at hente tilbud hjem fra leverandørerne. Så de må have travlt, siger Esben Iversen.
Vigtig afkøling
Varmeprisen i Løsning er sat ned de seneste to år.
Årsagen skal findes i flere forhold: Stordriftsfordele ved flere kunder, en effektiv distribution til nye kunder, en mere fleksibel varmeproduktion som altid kan udnytte billigste varmekilde, herunder elmarkedet, og en ihærdig indsats for at sænke returtemperaturerne til værket. Formelt er kravet til returtemperaturen på 30 C. I realiteten er den 35 °C om vinteren og 39 °C om sommeren.
- Vi har brugt mange ressourcer på at få sænket returtemperaturen til værket, så vi kan køre en mere effektiv produktion og samtidig får reduceret ledningstabet. Vi har regnet os frem til, at ved at få sænket returtemperaturen 2 grader °C på et årsværk kan vi hente ca. 13 procent på bundlinjen. Sagt på en anden måde - der er mange penge i lave returtemperaturer. Gevinsten ved lavere temperaturer er ikke lineær, men eksponentiel - jo lavere temperaturer, desto større besparelser, siger Esben Iversen.
Med 1.000 nye kunder venter nu en opfølgende indsats for at holde returtemperaturerne nede.
- Men vi får løbende henvendelser fra kunderne, når de konstaterer, at deres returtemperatur er for høj. Så vores indsats har båret frugt. Vi har i et tidligere forsøg besøgt 18 kunder for at se helt konkret, hvordan varmen blev brugt. Det viser sig, at man med relativt få greb kan man opnå markant bedre afkøling. Det handler blandt andet om at gå fra 1 og 2- til 3-lags-radiatorer og sætte fremløbsventiler på, siger Esben Iversen.
Værkets økonomi har også været begunstiget af, at lån er optaget med lavere renter end beregnet i investeringsforudsætningerne.
- Vi er gået med livrem og seler og regnet med en rente på 3,5 procent, men reelt har der været lavere renter, og det bidrager jo også positivt, siger han videre.
Kollektiv indsats
At åbne den nye administrationsbygning for lokalsamfundet er dog ikke helt uden udfordringer.
- Kravene til sikkerhed på værkerne er efterhånden sådan, at vi ikke bare kan lade folk komme og gå, som vi kunne før i tiden. Nu skal alle besøgende registreres. Vi kan jo ikke have en flok sabotører, der etablerer en strikkeklub for at få adgang til værket. Men vi håber alligevel trods de øgede sikkerhedskrav, at vi kan blive et nyt samlingssted for forskellige lokale aktiviteter, siger Esben Iversen.
Han tilskriver den fuldførte strategi en stor kollektiv indsats.
- Vi er 10 medarbejdere, og alle har knoklet de seneste år for at vi kunne komme i mål med vores investeringer og projekter. Nu skal vi over i en ny fase, hvor vi skal optimere driften. Hvad koster det mere præcist at drifte de forskellige enheder, så vi altid laver den billigste varme. Vi vil også gerne begynde at bruge AI, og vi skal have kigget på beredskab, sikkerhed, GDRP og vores serviceaftaler. Vi vil også gerne arbejde med at sænke vores fremløbstemperatur, som nu er 68 °C. Der er nok at tage fat på, selv om de store anlægsprojekter er afsluttet, siger Esben Iversen.
Og så er man alligevel ikke helt i mål.
- Der venter en opgave med at få etableret en større elforbindelse fra vores matrikel med varmepumpe og elkedel til en 60/10 kV-transformerstation lige ved siden af. Der skal vel etableres cirka 70 meter højspændingskabel, så vi kan komme over på en 60 kV-forbindelse. Vi har for nuværende en 10kV på en BNA-aftale, men forventer færre afbrydelser og nedreguleringer på 60 kV. Heldigvis har vi haft et godt samarbejde med vores netselskaber indtil nu. De har været gode til at varsle afbrydelser i god tid, så vi kunne nå at omstille produktionen. Men på sigt skal vi måske have en varmepumpe mere, og så vil vi gerne investere i højere sikkerhed for den nødvendige effekt, siger Esben Iversen.
Løsning Fjernvarme A.m.b.a.
2.025 kunder
Årlig varmeproduktion: 32.000MWh
Årlig varmeudgift for 125 kvm-standardbolig: 18.870 kr. inkl. Fjernvarme Plus-ordning.
Leverer også fjernvarme til nabobyerne Øster Snede, Kragelund og Lindved.
Varmeproduktion fordelt på anlæg i 2025
Varmepumpe: næsten 40 %
Træflis: over 25 %
Overskudsvarme fra Daka: knap 25 %
Elkedel: knap 10 %
Samarbejder og serviceaftaler
Løsning Fjernvarme er moderselskab for LV Forsyningsservice, som administrerer bl.a. Løsning Vandværk.
LV Forsyningsservice samarbejder desuden med Bjerre Vand om driftsopgaver, ledningsnettet, projekter og vagtmandskab til ledningsbrud.
LV Forsyningsservice står også for drift og administration af Annasminde Varmeforsyning, som forsyner Rastepladsen Recharge City.