Medlemsundersøgelse: Dansk Fjernvarme efterlyser flere svar
Der er endnu to uger til at svare på Medlemsundersøgelsen for 2026, men allerede nu lyder opfordringen fra Dansk Fjernvarme, at flere tager sig tid til at svare på spørgsmålene.
- Besvarelserne er vigtige for os i Dansk Fjernvarme. Det giver os et feedback på, hvordan vi klarer de opgaver, som vi løser for medlemmerne, men det giver os også pejlemærker i forhold til, hvad vi kan gøre på en anden måde – eller måske ikke skal bruge helt så meget energi på i fremtiden, siger Lisbeth Aagaard Mountfield. Foto: Jesper Voldgaard.
Dansk Fjernvarme udsender hvert år sin online-medlemsundersøgelse til alle medlemmer. Det er også sket i 2026, og i løbet af de kommende uger håber brancheorganisationen på, at så mange medlemmer som muligt tager sig tid til at svare på spørgsmålene.
Indtil videre – undersøgelsen har været ude hos medlemmerne i en uges tid – er der kommet svar fra hver tredje; eller 35 procent.
Det er en fin andel efter så relativt kort tid, lyder meldingen fra afdelingsleder Lisbeth Aagaard Mountfield, men håbet er, at langt flere vil svare.
- Besvarelserne er vigtige for os i Dansk Fjernvarme. Det giver os et feedback på, hvordan vi klarer de opgaver, som vi løser for medlemmerne, men det giver os også pejlemærker i forhold til, hvad vi kan gøre på en anden måde – eller måske ikke skal bruge helt så meget energi på i fremtiden, siger hun.
Medlemsundersøgelsen foregår online, og samtlige direktører eller driftsledere hos medlemmerne har modtaget spørgeskemaet via deres mail.
- Men selv om vi sender spørgeundersøgelsen til lederne af fjernvarmeselskaberne, vil jeg opfordre til, at undersøgelsen bliver gennemført sammen med enten bestyrelsesformanden eller bestyrelsen, forklarer Lisbeth Aagaard Mountfield.
- Det er nemlig vores erfaring, at det styrker fundamentet i de svar, som de ender med at sende retur, slår hun fast.
Medlemsundersøgelsen besvares online i programmet SurveyXact, og Dansk Fjernvarme har sat søndag den 15. marts som deadline for besvarelserne fra sine medlemmer. Det vil sige, at medlemmerne har lige over tre uger i alt til at få svaret på undersøgelsen.
Skriv kommentar