Medlemsundersøgelse: Elektrificering står stadig højt på ønskelisten – trods udfordringer
Fjernvarmesektoren har store ønsker og ambitioner om at elektrificere endnu mere af fjernvarmeproduktionen de næste fem år, viser en undersøgelse blandt Dansk Fjernvarmes medlemmer. Udfordringer med kapaciteten i nettet kan dog spænde ben.
– Det er jo dejligt at se, at elektrificeringen i fjernvarmen fortsætter, og at der allerede planlægges endnu flere investeringer over de næste år. Men der er også en flaskehals i elnettet, som skal løses, fortæller chefkonsulent i Dansk Fjernvarme Michael Søgaard Schrøder. Foto: Jesper Voldgaard.
Abonnér på
Du kan til enhver tid afmelde dine abonnenter. Vi sørger for, at dine data blive håndteret forsvarligt og korrekt.
Tak! Du abonnerer nu på:
Vi har sendt en aktiveringsmail til dig. Klik venligt på aktiveringslinket i mailen, for at begynde at modtage nyhedsmails.
Hov, der skete en fejl.
Klik venligt "Prøv igen" for at vende tilbage, eller klik på krydset for at afslutte.
Indhold
Indenfor de næste fem år vil der blive etableret yderligere 1,8 GW elbaseret varmeproduktion i fjernvarmen, hvis det står til de adspurgte fjernvarmeselskaber i en undersøgelse lavet af Dansk Fjernvarme. Undersøgelsen er lavet på baggrund af den store debat om manglende kapacitet i elnettet.
Og den manglende elkapacitet er netop den store udfordring for fjernvarmeselskabernes elektrificeringsambitioner, viser undersøgelsen. I den bekræfter hvert fjerde selskab, at der er udfordringer med enten elkapaciteten eller forsinkelser i tilslutning til elnettet.
– Det er jo dejligt at se, at elektrificeringen i fjernvarmen fortsætter, og at der allerede planlægges endnu flere investeringer over de næste år. Men der er også en flaskehals i elnettet, som skal løses. Og det er nødvendigt, at elnetkapaciteten prioriteres til fjernvarmens elektrificering, fortæller chefkonsulent i Dansk Fjernvarme Michael Søgaard Schrøder.
Elektrificeringen i fjernvarmesektoren fordeler sig over både elkedler, varmepumper og dertilhørende lagring, som gør fjernvarmen til et virtuelt batteri og en fleksibel elforbruger, der kan bidrage positivt i energisystemet.
Tænkepause besværliggør elektrificering
Den 2. marts annoncerede Energinet, at det statslige selskab indførte en pause i nye nettilslutninger på tre måneder. På det tidspunkt var der over 60 GW nyt forbrug i kø til tilslutning til henholdsvis transmissions og distributionsnettet. Kapaciteten i eltransmissionsnettet er tæt på opbrugt, samtidig med at ansøgningerne fortsat er væltet ind til Energinet.
I løbet af de tre måneder har Energinet sammen med netvirksomhederne prøvet at skabe et samlet overblik over den ledige kapacitet og den aktuelle efterspørgsel samt implementere tiltag, så der kan blive en bedre udnyttelse af kapaciteten. Energinet vurderede, at pausen var nødvendig for at sikre, at den resterende ledige elnetkapacitet ikke forsvinder helt.
Flaskehalsen i elkapaciteten er også noget, som fjernvarmeselskabernes elektrificering mærker, viser resultaterne af Dansk Fjernvarmes medlemsundersøgelse.
15 procent af de adspurgte fjernvarmeselskaber har oplevet, at der har været forsinkelser, som har været på 19 måneder i gennemsnit, når der skulle tilsluttes nye elkedler eller varmepumper.
– Det er en ærgerlig udvikling, som vi i fællesskab skal finde en løsning på. Det er en bunden opgave at forme energisystemet, så det er gearet til den grønne omstilling. Derfor er det afgørende, at politikerne laver nogle klare regler for, hvordan elnettet skal anvendes, så vi kan sikre, at elektrificeringen fortsætter, siger Michael Søgaard Schrøder.
Elbaseret fjernvarme er værdifuld i elsystemet
Netop fjernvarmens elektrificering af varmeproduktionen kommer ikke alene varmekunderne til gode, kommenterer Michael Søgaard Schrøder.
– Fjernvarmen fungerer i det store hele som et stort virtuelt batteri. Men fjernvarmen løber ikke tør og har enormt store lagre, som kan optage meget store mængder energi fra vind og sol. Hertil kan man så lægge, at fjernvarmens elkedler i langt overvejende grad er tilsluttet med begrænset netadgang – hvilket betyder, at elnettet kan udnyttes meget mere effektivt, siger Michael Søgaard Schrøder.
Rigsrevisionen kritiserer Energinets udbygning af elnettet
Den 9. april udkom Rigsrevisionen med en beretning om udbygning af elnettet.
Konklusionen i den er, at Rigsrevisionen vurderer, at:
“Energinets styring af udbygningen af elnettet er meget utilfredsstillende. Ca. 70 % af Energinets projekter er forsinkede, og Energinet har kun delvist overblik over baggrunden herfor. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har reageret for sent i deres tilsyn, selv om forsinkelserne har været stigende. Det finder Rigsrevisionen utilfredsstillende. Konsekvensen af forsinkelserne er, at den grønne omstilling kan blive forsinket, fx fordi nye solcelle- og vindmølleparker bliver tilsluttet til elnettet senere end planlagt”.
Sofie Karoline Høgedal
Pressekontakt
Sociale medier
Mobil: +45 22 53 27 44
E-mail: skh@danskfjernvarme.dk