Ny analyse: Fjernvarmen er en overset dansk erhvervssucces
Den danske forsyningsklynge beskæftiger knap 80.000 mennesker. Varmeklyngen alene står for mere end 27.000 fuldtidsjob og en omsætning på 131 mia. kr. En ny analyse fra Tænketanken Brundtland viser, at fjernvarmen ikke kun leverer varme, men også er fundament for en betydelig dansk industri.
Når vi taler om danske erhvervssuccesser, går tankerne ofte til vindmøller, medicin eller fødevarer. Langt mindre synlige er fjernvarmerørene under jorden, pumperne, målerne og de digitale løsninger, som danske virksomheder gennem årtier har udviklet i tæt samspil med forsyningsselskaberne.
En ny analyse fra Tænketanken Brundtland viser, at den samlede forsyningsklynge inden for varme, vand og affald beskæftigede 78.030 fuldtidsansatte i 2023. Det er 28 pct. flere end i 2014 og omtrent på niveau med life science målt på beskæftigelse.
Varmeklyngen fylder markant
Varmeklyngen beskæftiger omkring 27.570 fuldtidsansatte, omsætter for 131 mia. kr. om året og skaber en bruttoværditilvækst på 34 mia. kr. Tallene omfatter både fjernvarmeselskaber, rådgivere og virksomheder, der leverer blandt andet rør, pumper, målere og varme- og køleteknologi.
En vigtig forklaring er det danske hjemmemarked. Forsyningsselskaberne fungerer som kunder, udviklingspartnere og demonstrationsvindue for nye løsninger. Det giver danske virksomheder mulighed for at udvikle og afprøve teknologi i praksis, før den sælges videre på eksportmarkederne. Det er netop denne sammenhæng mellem et ambitiøst hjemmemarked og muligheden for eksport, der er vigtig at holde fast i, mener direktør i Tænketanken Brundtland, Magnus Skovrind Pedersen.
- Man har heller ikke set de investeringsbeslutninger, der skal til for at undgå vandtab, klimatilpasning og afkobling fra gas i store lande som Holland, Tyskland og Storbritannien. Du kan se et ekstremt behov for løsninger. Skal vi fortsat være bedst til det her, eller vil vi lade nogle andre løbe med den fremover? siger Magnus Skovrind Pedersen.
Stort europæisk potentiale
Eksporten fra forsyningsklyngen har dog stået forholdsvis stille gennem en årrække. I 2023 var vareeksporten omkring 48 mia. kr., og klyngens andel af den samlede danske vareeksport var faldet fra omkring syv pct. i 2014 til omkring fem pct. i 2023.
Samtidig er markedet ved at ændre sig. Europa skal reducere udledningerne fra opvarmning og blive mindre afhængig af importeret fossil energi. Forskningsfremskrivninger samlet i rapporten peger på, at fjernvarme kan komme til at levere 25-55 pct. af Europas varmeproduktion frem mod 2050.
Tænketanken Brundtland har lavet analysen om den samfundsøkonomiske aktivitet i den danske varme-, vand- og affaldsklynge fra 2014 til 2023.
Læs rapporten "Samfundsøkonomisk aktivitet i forsyningsklyngen" her.