Ny frist for indberetninger til Forsyningstilsynet
Der er fortsat fjernvarmeselskaber, der mangler indberetninger om aftaler for koncernforbundne og interesseforbundne selskaber. Ny frist for indsendelse er den 20. marts.
Forsyningstilsynet rykker nu for, at fjernvarmeselskaber får indsendt manglende indberetninger om koncernforbundne og interesseforbundne selskabsaftaler. Det drejer sig om aftaler fra 2024, fremgår det af en meddelelse fra tilsynet.
Oprindeligt skulle fjernvarmeselskaberne senest den 1. juli 2025 have indsendt oversigter over de aftaler, som man havde med selskaber, som er forbundet med fjernvarmeselskabet.
Det gælder både selskaber i samme koncern og selskaber, hvor ejerne af fjernvarmeselskabet har kapitalandele i virksomheder, der handler med fjernvarmeselskabet. Det gælder dog ikke indberetning af andele i A.m.b.a. for 2024.
Forsyningstilsynet har imidlertid endnu ikke modtaget indberetninger fra en del selskaber. Tilsynet har derfor udsendt rykkere til de virksomheder, der endnu ikke har indsendt oplysningerne.
Selskaberne har nu fået en ny frist til 20. marts 2026 til at indsende oversigten eller meddele, at de ikke har haft sådanne aftaler i 2024.
Forsyningstilsynet har over for Dansk Fjernvarme bekræftet, at aftaler over for andelsselskaber med begrænset ansvar (A.m.b.a) IKKE skal medtages i opgørelsen for 2024.
Det drejer sig om A.m.b.a. som:
- DFH
- DFP
- Softværket
Medlemskab af Dansk Fjernvarme eller Danva skal heller ikke angives.
Der er dog stadig uklarhed om, hvordan disse regler er, og hvordan de skal forstås. Dansk Fjernvarme arbejder for at sikre, at reglerne ikke kan bruges til at omgå non-profit-princippet, og at de ikke kommer til at gælde for bredt for fx fjernvarmeselskabers aftaler med DFH, DFP og Softværket.
Disse informationer fremgår af Forsyningstilsynets hjemmeside
Varmeforsyningsvirksomheder har pligt til årligt inden 1. juli at indsende en oversigt over aftaler med koncern- og interesseforbundne selskaber gældende for det forudgående år til Forsyningstilsynet. Oversigten skal indeholde oplysninger om aftalens parter, aftalens genstand, aftalens varighed og kontraktsummen. Oversigten skal vedrøre aftaler gældende for det forudgående år.
Der er ikke formkrav til oversigten, men det er muligt at anvende denne skabelon.
Oversigten indsendes i denne blanket på virk.dk: Blanket til indberetning
Skriv kommentar