Ny præcisering for biomasse gælder fra 1. juli
Energistyrelsen kommer med en præcisering af dokumentation for biomasse fra ikkeskov i SBP, som gælder fra 1. juli 2026.
Biomasse fra ikkeskov kan typisk være fra læhegn i åbent land. Foto: Colourbox.
Energistyrelsen har meddelt, at de har lavet en præcisering af kravene til dokumentation af bæredygtighed for biomasse fra ikkeskov i henhold til bæredygtighedsbekendtgørelsen. Præciseringen vedrører anvendelsen af certificeringsordningen SBP (Sustainable Biomass Program).
I dag fremgår det af Energistyrelsens hjemmeside, at certificeringsordningen SBP er godkendt af Energistyrelsen til at kunne dokumentere, at bæredygtighedskravene til biomassekategorien ”træ fra ikkeskov” jf. Bæredygtighedsbekendtgørelsen § 15, er opfyldt.
Fremadrettet vil Energistyrelsen ændre denne formulering til, at biomasekategorien ”Træ fra ikkeskov” kun kan dokumenteres tilstrækkeligt med SBP, hvis certifikatholderen også er certificeret i henhold til det specifikke SBP-tillæg for træ fra ikkeskov jf. Instruction Document 1A: SBP Requirements for Primary Feedstock from Trees Outside Forests (TOF).
Denne præcisering forventes at få virkning for biomasse, der anvendes fra d. 1. juli 2026, så det er vigtigt at tjekke leverandørens certifikat på SBPs hjemmeside.
For fjernvarmeselskaber betyder det, at man skal kunne vise dette tillæg for verifikator ifm. den påkrævede uafhængige kontrol, jf. § 32 i Bæredygtighedsbekendtgørelsen. Dette kan fremvises enten ved at være angivet på fakturaen eller ved at tjekke SBP’s database over certifikatholdere, hvor det fremgår om leverandørens SBP-claim er omfattet af tillægget.
Dansk Fjernvarme anbefaler derfor, at selskaber går i dialog med deres leverandører om dette og sikrer sig, at leverandøren kan fremvise det specifikke tillæg til SBP-dokumentationen eller, at det fremgår af SBPs database over certifikatholdere, at leverandørens SBP-claim omfatter tillægget, hvis der leveres træ fra ikkeskov.